Hver mandag giver vi dig Ibyens Top 3, hvor Ibyen-redaktionen gennemtrawler Københavns events, udstillinger, koncerter og pop-ups og udvælger 3 bud til din uge i byen. Få Ibyens Top 3 ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev.
Guiden gælder fra 20. maj til 26. maj 2019.
Fest!
Er der en ting, vi håber, du har lyst til at lave i denne uge, så er det at komme forbi til Ibyen-prisen på fredag i Pumpehusets Byhave. Her kårer vi årets café, restaurant, musiker, klimaidé og årets københavner. Alt sammen ved hjælp af jeres stemmer.
Byens førende drags, der går under navnet Veninderne, er aftenens værter, der blandt andet uddeler priserne, og der er både candyfloss og øl og koncerter. Du kan opleve Alex Vargas, Selma Judith, Ea Kaya og Farveblind, og vi glæder os rigtig meget til at se jer til Ibyen-Prisen 2019.
Smag!
Kaffe, litteratur og en anelse mad. Altså: Ikke så meget halløj. Sådan kan konceptet hos Darcy’s Kaffe, der indtil nu har haft adresse på Blågårdsgade 49, kort opsummeres. Men nu udvider de og sælger også kaffe fra den nye popup i Carlsberg Byen på Ny Carlsberg Vej 40. Og Københavns nye bydel kan godt glæde sig. Da vores anmelder var forbi caféen på Blågårdsgade, kvitterede han med 4 hjerter og skrev blandt andet:
»Når der en dag skal uddeles priser for mesterligt kaffebarsværtsskab, står Darcy Miller højt på min liste. Ikke bare er han opmærksom og interesseret. Han har også styr på at drive en no nonsense-kaffebar, der mest føles som en – okay, rimelig smart – varmestue«.
Oplev!
Landets største scenekunstfestival lægger fra land på torsdag. Over ti dage er der mulighed for at se masser af teater i forbindelse med CPH Stage. Ved du ikke, hvor du skal begynde, er der hjælp at hente hos vores teateranmeldere: Monna Dithmer anbefaler blandt andet ’Skjult nummer - Special edition’, en performanceforestilling, hvor du som publikum bliver sendt i amerikanerbil til en ukendt destination i byen, mens Alexander Vesterlund peger på klassikeren ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ på Det Kongelige Teater, der løftes af »eminente skuespilpræstationer og en flot scenografi«. CPH Stage finder sted fra 23. maj-1. juni.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter