Få overblikket over de kommende dage i hovedstaden med Ibyens faste weekendguide.

Kend din by: Her er 3 nye pladser og parker i København, du bør besøge

I tirsdags åbnede den nye rekreative skybrudspark i Scandiagade, der binder det nye og gamle Sydhavn sammen Foto: Københavns Kommune
I tirsdags åbnede den nye rekreative skybrudspark i Scandiagade, der binder det nye og gamle Sydhavn sammen Foto: Københavns Kommune
Lyt til artiklen

Hovedstaden er fyldt med spændende byrum, hvor du kan slå dig ned med din kaffe, opleve nye skybrudspladser eller se kongelig ballet under åben himmel.

1Danmarks første skybrudsplads

I Svømmehalskvarteret på Frederiksberg er Langelands Plads netop genåbnet efter flere års ombygning– denne gang som landets første skybrudsplads, hvor regnvand kan løbe gennem fliserne ned til et opsamlingsbassin, der samler og renser det under jorden.

Foruden fliserne, der også sikrer mindre luftforurening, har torvet fået en ny legeplads og boldbane, et soppebassin til at dyppe tæerne i og ikke mindst masser af bænke, hvor du kan slappe af i solen.

Langelands Plads, Frederiksberg

2Grønne arealer i Sydhavnen

Også andre steder har man fået øje for at forberede byen på massive mængder regnvand, for i tirsdags åbnede den nye rekreative skybrudspark i Scandiagade, der binder det nye og gamle Sydhavn sammen.

I det nye byrum er der kommet udendørs motionsfaciliteter og otte nedsænkede haver, der på en og samme tid skal samle regnvand, være et socialt mødested og skabe plads til fordybelse i det grønne.

Scandiagade, København SV

3Hyldest til demokratiet

I Københavns Nordvestkvarter kan du i øjeblikket finde Garage Park NV, der midlertidigt har omdannet ISS-grunden til en parkeringshave med alt fra fællesmiddage og kridtbyer til politiske debatter og ’demokratifitness’.

Her arbejder aktørerne bag for at sætte fokus på fællesskab, demokrati og grøn byudvikling, og har du din egen idé til et projekt på grunden, er der her rig mulighed for at føre det ud i livet.

Garagepark NV, Rentemestervej 53, København NV

4Ballet under åben himmel

Selv om Ofelia Plads ikke længere er spritny, er der god grund til at besøge den denne søndag. Normalt kan det være en dyr fornøjelse at se ballet, men om sommeren kan du opleve Det Kongelige Teater helt gratis, når teatret rykker ud i landet med en ny sæson af udendørs sommerballetter. Søndag kan du se danserne folde sig ud under åben himmel på Ofelia Plads, hvilket bliver starten på sommerballettens største danmarksturné nogensinde.

Over sommeren inviterer Ofelia Plads desuden til en række gratis events som musik på kyssetrappen med udsigt over havnen, jazz på pladsen og Shakespeare-forestillinger. Find det fulde program her.

Kongelig sommerballetOfelia Plads, Kvæsthusbroen, 1250 København K. Søndag 9. juni 16-17.30

5Kildegården

Kommer du forbi Roskilde? Så kig ind på Roskildes gamle kaserneområde Kildegården, der sidste efterår blev beriget med et nyt arkitekttegnet byrum med den kvadratiske bygning Kunstens Hus og en dertilhørende plads, der før blev brugt til parkering, men som nu danner rammen om et stort kultur- og fritidscenter.

Her er stenene lagt til rekreativ aktivitet mellem bygninger og træer med en stor udendørs danseflade samt en idrætscirkel, hvor man blandt andet kan skate eller spille basket, ligesom der også er gjort plads til en rolig kop kaffe i områdets udendørs café.

Kunstens Hus, Kildegården 7, Roskilde

Emma Louise Stenholm

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her