Hver mandag giver vi dig Ibyens top-3, hvor Ibyen-redaktionen gennemtrawler Københavns events, udstillinger, koncerter og pop-ups og udvælger tre bud til din uge i byen. Få Ibyens top-3 ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev.
Guiden gælder fra 14. oktober til 20. oktober 2019.
Lyt!
»Verdens længste og ensomste release-party« er allerede begyndt. Siden 8. oktober har man i Kantina, cafeen på Enigma - Museum for Post, Tele og Kommunikation, kunnet høre en kommende lp med Dan Turèll og Halfdan E i en af museets tre gamle telefonbokse – og er man heldig, er der stadig gratis øl at komme efter ved henvendelse i cafeen. Bag den månedlange fejring af pladen ’Telefon til afdøde’, hvorpå komponist og musiker Halfdan E har sat musik til forfatterens egne oplæsninger, står pladeselskabet Crunchy Frog. Pladen udkommer 8. november.
Fang!
Sæt madding på krogen og ta’ med ud og fisk’, lyder det i en Gitte Hænning-sang fra 1962. Og måske skulle du overveje en fisketur i Københavns Havn på lørdag kl. 9.30-15, hvor der afholdes Havnecup 2019. Her gælder det om at fange den længste fisk – sidste års vindertorsk var 66 centimeter lang. Tag stangen under armen og en jig til snøren i lommen og drag mod Nordhavn, hvor fiskekonkurrencen finder sted i weekenden. Det er gratis at deltage, og der er præmier til dagens tre bedste fiskere.
Oplev!Det er med at kridte skoene og komme ud af døren, hvis du skal nå at fange den farverige Tal R-udstilling ’Smukke Dreng’ med billeder af velhængte og smukke unge mænd hos Galleri Bo Bjerggaard i Kødbyen.
»På en ny udstilling med Tal R er det, som om man oplever en ungdomsfest direkte igennem kunstmalerens sultne, men erfarne øjne«, skrev kunstanmelder Mathias Kryger om udstillingen, som han også sagde følgende om: »Jeg elsker de mange pikke«. Udstillingen har sidste åbningsdag på lørdag.
fortsæt med at læse