Hver uge gennemtrawler Ibyen-redaktionen Københavns events, udstillinger, koncerter og pop-ups og udvælger en række bud til din uge i byen. Få dem direkte i indbakken ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev.
Se! Hvis ikke du kender Super16, kan den bedst beskrives som en uafhængig filmskole, hvor unge filmskabere over et treårigt forløb sammen skriver, instruerer og producerer film. Som alle andre har de på grund af corona været nødt til at flytte premieren for årets afgangsfilm online, og i samarbejde med Filmmagasinet Ekko viser de nu afgangsfilmene på Ekkos hjemmeside.
Kortfilmene har premiere fredag 19. februar og kan ses indtil 10. marts. Hvis du er interesseret i at lære personerne bag Super16 at kende, har de arrangeret en online premierefest fredag 19. februar, hvor man kan hoppe rundt i forskellige videorum på Facebook og møde folkene bag. Tag dine egne drikkevarer med, slå dig løs og gå på opdagelse i rum som ’Dansegulvet’, ’Rygerrumet’ og ’Toilet #1’.
Se! I hele februar og marts giver Cinemateket uge for uge virtuelle introduktioner til forskellige årtiers filmhistorie. Denne uge er de nået til 1920’erne, som var det årti, hvor stumfilmen blomstrede. Selv om du måske ikke tænker, at stumfilmsgenren lige er dig, er det en oplagt mulighed fir at lade dig udfordre og få en anderledes filmoplevelse i en tid, hvor du alligevel snart har set alt, der er på Netflix.
På siden her vil Cinemateket dele links til yndlingsfilm og -fortællinger fra og om 1920’erne. Hvis du missede udklædningen til fastelavn i weekenden, kan du peppe oplevelsen op ved at tage en charleston-kjole, smoking eller fjerboa på, mens du drikker whiskey, ser russisk montage eller Charlie Chaplin og drømmer dig tilbage til 20’erne.
Se! I slutningen af april vil der igen i år blive afviklet CPH:DOX 2021, som er en af de største dokumentarfilmfestivaler i verden, og der er flere måder, du kan varme op til den danske festival på. Du kan for eksempel gense tidligere års CPH:DOX’ film, som lige nu ligger tilgængelige på DR’s hjemmeside. Her er alt fra film om Tove Ditlevsen til en fortælling om den kvindelige danske Imam Sherin Khankan. Hele denne uge kan du også gå på opdagelse i dokumentarfilm på den antropologiske filmfestival Sjón (17.-21. februar), hvor årets tema er ’Solastalgia’, som de beskriver som en følelse af ’hjemve i den nye natur’. Læs mere her. Hvis det lyder lidt for nørdet, og du er mere til amerikansk celebritykultur, skal du se den nye dokumentar om Britney Spears. Politikens anmelder Eva Eistrup giver 5 hjerter og skriver, at dokumentaren »tegner et skarpt, kulturkritisk portræt af kvinden, der ikke måtte blive voksen«. ’Framing Britney Spears’ kan ses på TV 2 Play.
fortsæt med at læse