»Jeg spillede en af mine første koncerter i Ungdomshuset på Jagtvej, lige inden det blev ryddet, til noget, de kaldte gallafesten, oppe i den store sal. Det var kæmpestort for mig, men egentlig havde jeg ikke et forhold til Ungdomshuset«.
»Jeg havde været derinde en enkelt gang, da jeg var ret ung, og der vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle synes om det. Jeg husker bare, at der var meget mørkt derinde. Men jeg havde også engang spillet til et af deres store raves ude i gården, og der lagde jeg mærke til, at det mindede meget om Christiania, hvor jeg kom meget«.
LÆS OGSÅ Lucy Love sværger til Amager, men drikker hverken kaffe eller øl
Kaotisk
»Gallafesten fandt sted i vinteren 2007, og på det tidspunkt var Ungdomshuset allerede godt på vej til at blive revet ned, så de var naturligvis ret påpasselige med, hvem de lukkede ind. Jeg kan huske, at det var lidt af et projekt at komme ind i bygningen og lave lyd om eftermiddagen. Vi skulle ringe på en klokke, som sad meget højt oppe, og kravle op og ind gennem et vindue, fordi hoveddøren var låst af«.
»Da vi endelig kom ind i huset, var det som at komme hjem til nogen. Der var folk, der gik og lavede mad og hyggede sig. Men der var ikke overbefolket. Der var allerede en stemning af, at man skulle passe på, hvem der kom ind. Det var, som om man godt vidste, at der snart ville ske noget stort med det hus«.
25-årigt raptalent indtager udlandet»Men om aftenen var der fest. Folk havde taget festtøjet på, der var pyntet op, og nu skulle man have det sjovt. Der var alle mulige forskellige bands, der spillede, og imellem hvert sæt var der folk, som stormede op på scenen og greb mikrofonerne, fordi de ville sige noget«.
»Det var ret kaotisk. Men jeg følte mig godt hjemme der. Det mindede mig lidt om Operaen på Christiania. Du ved, sådan et sted med en hippielydmand med langt hår og kedeldragt«.
Gennembrud
»Det blev min tur til at gå på scenen, og sammen med Yo Akim, som jeg stadig arbejder sammen med, spillede jeg blandt andet mit eget nummer ’No V.I.P.’. Det varede fire minutter, men dengang virkede fire minutter som en time for mig. Jeg gav den virkelig gas, og det virkede, som om publikum var på. Den punkede energi i det nummer passede godt til Ungdomshuset«.
»Inden koncerten havde vi sat en harddiskoptager nede ved lydpulten, og da vi efter et stykke tid satte os ned og lyttede til optagelserne, lagde vi mærke til, at der var to pladeselskabsmænd, som stod og snakkede om mig, mens jeg spillede. »Hende der skal vi bare signe! Hvem fanden er hun?«, sagde de. Jeg hørte aldrig fra dem, måske fordi jeg valgte at starte mit eget selskab, Superbillion Records. Men man kan godt sige, at den aften blev et slags gennembrud for mig. Der var i hvert fald nogen, som fik øjnene op for mig«.
Farvestrålende energibundt skabte torden og lynildSørgeligt
»Jeg blev hængende lidt efter koncerten. Gik op og snakkede med lydmanden og hang lidt ud med Yo Akim, min kæreste og nogle venner. En måned senere var huset revet ned. Det første, jeg tænkte, var, at det var synd at rive så flot et hus ned. Jeg kan godt lide sådan nogle gamle huse med flere etager, og her var nogle lokaler, der virkelig stod for noget, og som havde en historie«.
»Selv om jeg ikke kom der særlig meget selv, var det underligt for mig, at det sted, som havde sat gang i en masse for mig, pludselig ikke var der mere. Det var meget sørgeligt«.
fortsæt med at læse
