Kimen til min interesse for lys blev lagt, da jeg som helt ung arbejdede som mælkekusk for mejeriet Enigheden.
Siden jeg var lille, havde jeg lidt af damp – eller været utilpasset, som man kaldte det dengang – men som 20-årig fandt jeg ud af, at jeg kunne styre sygdommen ved at stå op om natten og arbejde i 6-8 timer indtil midt på formiddagen. Når jeg havde fri, passede det med, at jeg skulle møde på arkitektskolen, hvor jeg studerede dengang.
LÆS GUIDE
Som mælkekusk stillede jeg op ude i Nordvestkvarteret, hvor Enigheden lå, ved totiden og læssede lastbilen med mælk. Og så kørte jeg ud til små kiosker, bagere, skoler og ismejerier.
Når det er mørkt
Jeg mindes ikke, at byen var lyst op af gadelamper dengang. De har selvfølgelig været der, men de havde ingen betydning for gadebilledet.
Tværtimod var der mange lange, mørke stræk på en gade som Istedgade. De første hundrede meter fra Hovedbanegården var fuld af neonlys, men så snart man nåede Gasværksvej, var der mørkt. Det var kun lyset fra værtshusene, fra portene og fra lejlighederne, som lyste gaden en smule op.
LÆS MERE
Nye gadelamper sparer penge og CO2Når det er mørkt, kan man ikke mærke, om en gade er bred eller smal. Man kan heller ikke skelne det røde hus fra det gule. Og det er umuligt at se, hvor stor afstand der er mellem husene. Det hele er bare sort uhygge. Men når lyset langsomt kommer ind fra øst, sker der noget. Pludselig bliver alle byens relieffer tydelige.
Det var det tidlige morgenlys fra mælkeruterne, som for alvor åbnede mine øjne for, hvordan København egentlig ser ud. Mens jeg bevægede mig fra sted til sted, opdagede jeg, hvor høje bygningerne var, og hvordan husene adskilte sig fra hinanden.
Det var, som om lyset åbnede gaden for mig. Og det gjorde mig helt lykkelig at opleve det morgen efter morgen.
Lyse som månen
Dengang tænkte jeg ikke fagligt på lys. Men i virkeligheden havde jeg nok allerede fået den første spæde ide til de Icon-lamper, som jeg nu har lavet til København og andre byer i verden.
Målet med den lampe har været, at den skal lyse op uden at blænde – nøjagtig ligesom månen gør. Det ønske stammer nok helt tilbage fra 1980, hvor jeg flyttede ind i min første københavnerlejlighed, en etværelses i stuen på Kalkbrænderivej.
LÆS ARTIKEL Et stjerneskud er checket ind på d'Angleterre
Det var en meget mørk gade dengang, men lige uden for mit vindue hang der en lampe.
Gennem det lagen, som jeg brugte i stedet for et gardin, lignede det en måne.
Jeg tror, at månen har en god psykisk effekt på de fleste. Der er noget trygt ved den«.
fortsæt med at læse
