Jeg er fra Jylland, skulle det være fløjet forbi den faste Ibyen-læser. Det stod med flammende skæbneskrift, at jeg ville stille min kuffert i nærheden af Hovedbanegården. Hvilket jeg også gjorde efter fem års løse forhold med alle andre kvarterer. For hvem gider være stereotypen? Men det var blandt cortadofixerne, fixerne og den evige lette dunst af pis, at jeg stoppede med at kalde Jylland mit hjem og fandt mit eget – Vesterbro.
Det var her, jeg reddede et menneskeliv, da en narkoman fixede i sit underliv i min gadedør. Han var ikke tilfreds; det var jeg. På Florence Nightingale-måden. Her vandt jeg en bitterkonkurrence på Grotten og fik slikskåle hos Cindy på Café Sommersted. Jeg blev tatoveret hos Miks, levede af Tony’s oversete kartoffelpizza og måtte nogle gange fjerne blodsprøjt fra mit navn på dørtelefonen, så jeg kunne invitere gæster til at ringe på.
