En af nyere dansk jazzs mest musikalsk og fysisk omkringfarende institutioner er The New Jungle Orchestra, der med guitaristen og komponisten Pierre Dørge som kapelmester har rusket, revset og regeret på scener verden over siden 1980. Og ensemblet har arbejdet sammen med musikere fra alle verdensdele – inklusive Lolland.
Nu er jungleorkestret så aktuelt med pladeudgivelse nummer 27, og der er tale om en liveoptagelse, hvor den amerikanske kornettist Kirk Knuffke medvirker, og hvor der opføres original musik af Dørge og hans mangeårige partner i såvel liv som musik, tangentspilleren Irene Becker. Udgivelsen markeres med en optræden i Koncertkirken på Nørrebro, hvor Knuffke også dukker op sammen med de mere permanente medlemmer af det drilske jungleorkester.



























