Stjerneskud. Lille Henrivende Inge vandt som 12-årig bronzemedalje ved OL i Berlin.
Foto: Tage Christensen (Arkiv)

Stjerneskud. Lille Henrivende Inge vandt som 12-årig bronzemedalje ved OL i Berlin.

Danmark

Nekrolog: Lille Henrivende Inge var en legende

Den 12-årige olympiske medaljevinder fra Berlin i 1936, svømmepigen Lille Henrivende Inge fra Skovshoved, er død.

Danmark

Hvis Caroline Wozniacki, Michael Laudrup og Mikkel Hansen er store sportsnavne i vor tid og kendt i hver eneste danske landsby og forskellige steder rundt omkring i verden – ikke mindst i kraft af tv-mediets store magt – så var Inge Sørensen fra Skovshoved hele Danmarks Lille Henrivende Inge tilbage i 1930’erne og 40’erne, længe før fjernsynet overtog underholdningen af befolkningen.

Hun døde onsdag i hjemmet i New Jersey i USA, 86 år.

Døbt af Gunnar 'Nu' Det var datidens sportsstemme i Danmarks Radio, Gunnar ’Nu’ Hansen – og dengang var der ingen andre stationer – der kaldte den svømmende skolepige Inge Sørensen både lille og henrivende.

Og beskrivelsen fulgte Inge Sørensen, senere Inge Tabur gennem ægteskabet med ingeniøren og svømmekammeraten Janus Tabur, gennem hele livet.

Selv i dag kender mange ’vendingen’ Lille Henrivende Inge – uden egentlig at vide, hvem der gemte sig bag ordene.

Jeg var en slags naturtalent, der levede på styrken i mine ben, og som næsten ikke mærkede vandets modstand, fordi jeg var så tynd

En myte var skabt
Nu er hun død, skovserpigen, der i sommeren 1936 nærmest måtte bede sin forældre om lov til at deltage i den olympiske svømmeturnering i Berlin – for Inge Sørensen var blot en 12 år gammel skoletøs, da hun blev udtaget til at repræsentere Danmark.

Og da hun kom i finalen i 200 meter brystsvømning og lå til at vinde en medalje, flød ordene ud af munden på Gunnar ’Nu’ Hansen i den direkte transmission til radioapparaterne i de danske stuer.

Og da var det – da bronzemedaljen kom i hus – at den entusiastiske radioreporter fandt på det med den lille henrivende. Og reelt skabte en myte.

Yngste vinder nogensinde
Inge Sørensens præstation – at blive den yngste olympiske medaljevinder gennem tiden – gjorde hende naturligvis til Årets Fund i dansk idræt 1936, kåret af Politiken-organet Idrætsbladet.

Og da jeg på vegne af Politiken mange år senere fik overtalt hende til at flyve fra USA, hvor hun havde boet i mere end 50 år, og tilbage til København for at være æresgæst ved endnu en Årets Fund-fest, måtte jeg love hende, at vi skulle køre direkte fra lufthavnen og til Østerbro Stadion.

»Jeg vil se busten af Gunnar, han var mig en kær ven«, forklarede den lille henrivende gamle dame, da jeg hentede hende i Kastrup.

11-årig stjerne
Skovserpigen fik sit egentlige gennembrud som bare 11-årig i en sportsverden, der så ganske anderledes ud, end den gør i dag.

»Jeg trænede en time om ugen i svømmehallen på Østerbro, resten var i havnen eller på stranden i Skovshoved – hvor jeg legede i vandet med mine kammerater og svømmede ud til det, jeg kaldte min fars sten. Og hvis jeg gjorde noget ekstra ud af det, så kunne jeg sige, at »I made the stone two times«. Jeg var en slags naturtalent, der levede på styrken i mine ben, og som næsten ikke mærkede vandets modstand, fordi jeg var så tynd. Jeg havde slet ikke de andres kræfter. Åhh, det lyder som praleri, det her, hvem kan dog holde ud at høre på det«.

Sådan sagde hun til mig, da jeg tilbage i december 2006 besøgte Inge og hendes mand i deres hus i New Jersey, et træhus i en lille skov i Mount Laurel.

Her levede de deres danske liv med hjemmelavet rullepølse og hjemmebagt rugbrød, i The Garden State, som New Jersey kaldes. I et hus fyldt med danske møbler og med malerier af bøgetræer, de danske strande og fiskerhuse.

Lænestol og GT
Selv foretrak Inge dog at sidde i en norsk læderstol – det eneste ’fremmedelement’ i deres selvbyggede hus.

Og da hun var yngre og friskere, fortalte hun, var det stedet at sige tak for en god dag i selskab med en gin & tonic. »Ohh, that’s my drink«, udbrød hun med et smil, der vidnede om glade minder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men huset skyggede også over det ældre ægtepars store sorg – nemlig tabet af deres søn, Allan, der havde arbejdet for den amerikanske Coast Guard, og som havde været om bord i familiens sejlbåd ’Kristina’, opkaldt efter datteren, når de sammen krydsede Atlanten for at besøge det gamle Danmark, hvilket de gjorde tre gange.

Men pludselig en morgen vågnede Allan ikke op i sin lejlighed. Og da jeg en dag gik en tur med Inge i haven, greb hun mig i armen og stoppede ved planten bleeding heart – for der var sønnens aske spredt.

Fred i haven

Og der skal også halvdelen af asken af Lille Henrivende Inge spredes. Resten bliver sendt til Danmark, til fællesgraven på Ordrup Kirkegård, hvor Inge Taburs forældre er bisat.

Tilbage vil blot være mindet om en lille stor skikkelse i dansk idræt. En sej kvinde, der indtil for få år siden passede sit gymnastikprogram hver eneste dag for at byde et skrøbeligt hjerte trods – og en kvinde, der hyldede idrættens amatørbudskaber, og som i protest mod den stigende kommercialisering af sporten satte fjernsynet i kælderen for mange år siden.

Hun foretrak den henrivende version.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce