Eksperter advarer: Danmark risikerer at ende i forkert selskab

Danmark risikerer at blive sat i samme bås som Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, advarer eksperter.

Danmark

Svenskerne fik at vide, at de svigtede. Tyskland og Frankrig fik besked på, at deres planer var for vidtløftige.

2017 blev året, da Danmark lagde sig ud med sine sædvanlige allierede, og hvor udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) tog på rundrejse for at vinde nye alliancepartnere i EU.

Men rejsen kan ende i samme bås som de EU- og indvandrerkritiske lande i Visegrad-gruppen, Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, og med Østrig, advarer flere udenrigspolitiske eksperter i Jyllands-Posten.

»Danmark står på sidelinjen og venter. Forbindelserne til Tyskland er stærke, men ikke stærke nok til at ændre den EU-skeptiske position. Det er sandsynligt, at Danmarks tætteste partner bliver Østrig og Visegrad-landene«, siger Josef Janning, som er chef for tænketanken European Council on Foreign Relations i Berlin.

Marlene Wind, professor i EU-integration ved Københavns Universitet, siger, at konsekvensen kan blive, at Danmark isoleres fra dem, som vi normalt arbejder sammen med:

»EU går videre, vi kan lige så godt lade være med at bilde os andet ind. Vi kommer til at stå sammen med de central- og østeuropæiske lande«, siger hun til Jyllands-Posten.

Også på det sædvanlige stærke transatlantiske forhold er der kurrer på tråden, efter at Donald Trump er rykket ind i Det Hvide Hus og har sået tvivl om den amerikanske opbakning til Europa.

Josef Janning mener, at Danmarks sædvanlige strategi med at deltage i mange USA-ledede militære operationer ikke længere har samme effekt.

Samtidig er der indledt et forstærket forsvarssamarbejde i EU, men her står Danmark uden for på grund af forbeholdet.

»Det bliver en udfordring for Danmark, konstaterer seniorforsker Håkon Lunde Saxi, Norges Institut for Forsvarsstudier, over for Jyllands-Posten.

Professor Martin Marcussen, Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, beskriver Danmarks position som, at 'alle faste akser er udfordret og under opløsning'.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) afviser, at Danmark risikerer at blive isoleret:

»Danmark har rigtig mange venner i verden, og det er faktisk min oplevelse, at båndene bliver stærkere«, siger han til Jyllands-Posten.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce