0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

'Estonia' 25 år efter. Jeg lever stadig med et lidt spoleret selvbillede

Hvordan gør man op med følelsen af at have dumpet den ultimative prøve i tilværelsen? Morten Boje Hviid reddede sig selv, mens 852 andre druknede ved en af historiens værste skibskatastrofer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Morten Boje Hviid kommer aldrig til at tage på krydstogtferie eller snuppe en tur med Oslofærgen. Dertil sidder oplevelsen af at have overlevet Estonia-forliset alligevel for stærkt i kroppen.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Nogle skibe er så store, at de umuligt burde kunne synke, selv om man sagde det samme om ’Titanic’. Til vægtklassen hører luksuslineren ’Queen Elizabeth’, der tilfældigvis ligger til kaj ved Langelinje, da vi mødes for enden af molen ved det lille fyr.

Morten Boje Hviid ankommer på sin nyerhvervede motorcykel, for generelt har han ingen problemer med at lægge sig i livets overhalingsbane. Tværtimod får han et adrenalinsus ud af høj fart og små speedbåde i Isefjord, som han også har kørekort til.

Men hvis nogen i dag gav Morten Boje Hviid tilbuddet om et gratis krydstogt med ’Queen Elizabeth’, ville han takke nej på stedet.

»Der er stadigvæk nogle få ting, der kan fremkalde følelsen fra ’Estonia’. Det kan være lyden af en færge, der tuder i havnen, eller lugten af mennesker i en elevator. Alene tanken om at sove i en kahyt er gruopvækkende klaustrofobisk. Så meget har jeg heller ikke brug for at udfordre mig selv, og jeg kommer til at gå i graven uden at have sejlet med Oslo-båden igen«, siger han, mens vi på afstand betragter det fortøjede krydstogtsskib i Københavns Havn.

I denne uge er det 25 år siden, at helikopteren trak den dengang 28-årige Morten Boje Hviid op af Østersøens kolde vand, efter at han havde tilbragt 6 timer i bælgmørke på åbent hav ved en punkteret redningsflåde med bunden i vejret.

Kun de stærkeste og heldigste 137 om bord overlevede ’Estonia’-ulykken, da færgen mellem Tallinn i Estland og Stockholm i Sverige trak 852 passagerer med sig i dybet, hvilket gjorde det til en af de 10 værste skibskatastrofer i nyere historie.

Blandt ofrene var kvinder og børn foruden den 67-årige Knud Øllgaard, tidligere medlem af Folketinget for Venstre, som Morten Boje Hviid delte kahyt med på ulykkesnatten.

Mange bilder sig ind, at de, hvis de havde kunnet, var gået ind i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig og havde været villige til at ofre livet for andre og i en højere sags tjeneste. Men indtil den dag, man rent faktisk står i undtagelsessituationen, kender ingen sig selv, viser Morten Boje Hviids livserfaring.

Han blev sat på den ultimative menneskelige prøve den nat i 1994 og var i årene efter utrolig overrasket, skuffet og fortvivlet over sin egen reaktion, siger han:

»Jeg er vokset op i Socialdemokratiet, hvor det drejer sig om at samle hinanden op og hjælpe de svage. ’Estonia’ var en brutal oplevelse og ren survival of fittest, og det er ikke en livsfilosofi, jeg går ind for. Når man reagerer helt anderledes, end man havde troet og håbet, er kampen for tilgivelse hård«.

I mange år sad en nagende følelse af dårlig samvittighed tilbage af, at det ville have været rigtigere, hvis han havde været blandt de druknede, og ikke mindst har det drejet sig om at tilgive sig selv. Tænk nu, hvis Morten Boje Hviid havde haft kone og tre børn, som han har i dag, og de havde været med om bord, hvordan ville han så have reageret?

Af samme grund har han aldrig haft lyst til at se den svenske film ’Force majeure’, hvor faderen stikker af fra familien (men husker sin mobiltelefon), da de er på skiferie, og lavinen rammer. Morten Boje Hviid håber inderligt, at han havde handlet anderledes, men hvem ved dybest set?

»Man skal ikke pynte på sin overlevelseshistorie, men man kan lære at leve med den, eller rettere, nogen kan. Jeg er nået til et punkt i livet, hvor jeg har tilgivet mig selv på et oplyst grundlag«, siger den nu 53-årige mand på den nærliggende café Toldboden, hvor han placerer sin styrthjelm på bordet mellem os.

Vejen ud af Skærsilden

Det er stadigvæk de samme billeder, som hukommelsen kalder frem, når Morten Boje Hviid tænker tilbage på natten mellem 27. og 28. september 1994.

Han havde været til et nordisk-baltisk fredsseminar i Tallinn og var på vej til Stockholm med ’Estonia’, da han ved midnatstid, mens han lå i sin kahyt, pludselig hørte tre høje klask, der udløste en bilalarm.

Først slog han det hen med det hårde vejr og de store bølger, men kort efter begyndte færgen at krænge, og iført T-shirt og underbukser stak Morten Boje Hviid hovedet ud på gangen for at se, hvad der foregik. Han tog bukser og støvler på og vendte sig om for at vække Knud Øllgaard, der dog allerede var vågnet af sig selv i kahytten.

Herefter begyndte den lange flugt gennem det, der ifølge Morten Boje Hviid mest mindede om Skærsilden i Tivoli. Tidsfornemmelsen forsvandt, mens han forcerede trapper og forsøgte at finde vej på et skib, hvor alt vendte forkert. Larmen kom mest fra ting, der fløj rundt i luften, mere end fra passagerernes råb om hjælp.

Der var børn om bord, men han husker ikke at have set nogen, eller også har han fortrængt det. Til gengæld ser Morten Boje Hviid tydeligt den unge kvinde, jævnaldrende med ham, der havde fået et skab ned over sig. Hun sagde intet, men hendes øjne bad om hjælp, da han i stedet vendte om og løb den modsatte vej gennem ’Estonia’s gangsystem.

På sin vej passerede han også en ældre gangbesværet herre, der støttede sig til en yngre mand. Måske var det far og søn, der langsomt, med værdighed og uden panik bevægede sig mod en udvej. Morten Boje Hviid vendte sig og så på dem, husker han.

»Det står stadig skarpt i erindringen, fordi det var en oplevelse af in-your-face. Sådan kunne man altså også have gjort, men så havde jeg næppe overlevet ’Estonia’«.

Han finder en smule trøst i, at han hele tiden havde følelsen af at have Knud Øllgaard lige bag sig. Til politirapporten forklarede Morten Boje Hviid, at han trak sin danske rejsekammerat op på skibssiden, da de omsider havde fået redningsvest på og var kommet ud af ’Estonia’, der nu nærmest lå på siden.

»Vi synker«, hørte han stemmer råbe, inden han bogstavelig talt gik direkte ud i Østersøens oprørte mørke. Paradoksalt nok føltes vandet ikke koldt.

Hvordan Morten Boje Hviid overlevede de næste 6 timer på åbent hav, er svært at forklare, men det lykkedes ham at komme op i en sort badering af en punkteret redningsflåde, mens andre, der lå helt nede i vandet, drev frustrerende tæt forbi.

Instinktivt vidste han, at han skulle holde sig ude i siden af redningsflåden, hvor der lød et suk fra den lille snes medpassagerer, da ’Estonia’ en sidste gang rejste sig mod himlen og forsvandt ned i Østersøen ud for Finlands kyst.

Bølger og hagl piskede ind i ansigtet på dem, men Morten Boje Hviid følte ikke ret meget andet, end at han gerne ville hjem til sin kæreste, Frederikke. Han forsvandt ind i en trancestilstand, og som timerne gik, begyndte andre i redningsflåden at give op, og et lig vuggede over i hans side.

Døden virkede ikke skræmmende til sidst, snarere som et fristende alternativ – at lade kroppen slippe og drive ind midt i flåden.

»Derfor blev Frederikke så vigtig for mig. Jeg skulle overleve for hendes skyld, fortalte jeg mig selv igen og igen«, siger han.

Karakteregenskaber på steroider

Redningshelikopterne kom ved daggry, da Morten Boje Hviid var så nedkølet, at han var tæt på at dø. Hvis de havde fløjet forbi, havde han ikke klaret det hverken fysisk eller psykisk, tror han.

De var kun 6 overlevende tilbage i redningsflåden, hvoraf svenskerne Sara og Kent blev hans nære fortrolige, som han havde kontakt med mange år efter ’Estonia’s forlis. De blev nærmest som soldaterkammerater, der deler skæbnefællesskab, forklarer han.

På YouTube kan man stadig finde et klip fra TV Avisen i september 1994, hvor man ser Morten Boje Hviid blive trukket op af Østersøen, og fra pressemødet et par dage senere, hvor han pulser løs på sin cigaret, det var dengang, det var accptabelt at ryge i fuld offentlighed.

Her lykkedes det Morten Boje Hviid at bevare fatningen og med overskud i stemmen fortælle verdenspressen, at tiden ikke var inde til at dø, og at det ville have være alt for usmart. Han brød først sammen, da han skulle sige tak til de mange søde læger, sygeplejersker og psykologer, der havde hjulpet ham på øen Åland mellem Sverige og Finland, hvor de overlevende blev bragt hen.

De følgende måneder levede Morten Boje Hviid gennem medierne, hvilket passede ham fint. Han havde brug for at komme af med sin historie, som den virkelig var, og få offentlighedens omsorg og modtage Ekstra Bladets kærlighed.

»Sådan en skelsættende begivenhed forstærker nogle karakteregenskaber, man havde i forvejen. De kommer på steroider, kan man sige, og jeg var 28 år og havde en glubende appetit på at ryge, spise, drikke og feste, på Frederikke og på mit arbejde. Forhåbentlig er jeg ikke selvglad, men jeg er nok forfængelig, og den ultimative måde at få tilfredsstillet sin forfængelighed på er gennem medierne. Det var en totalt syret tid«.

Siden tog ’Estonia-Morten’ en ny tur rundt i manegen, da han 4 år efter forliset udgav bogen ’Jeg ville overleve’, som han siden holdt foredrag om i stort set alle jyske forsamlingshuse. Han øste af den livserfaring, man nu engang har, når man er 32 år og har set døden i øjnene, og citerede Primo Levis poesi om livet i koncentrationslejren, når hans egne ord slap op:

»Vi overlevende er ikke alene få, men tilhører også en anormal minoritet. Vi er dem, der på grund af udnyttelse eller snedighed eller held ikke nåede bunden«, som den italienske forfatter skrev.

Selv tror Morten Boje Hviid, at det blev hans redning, at han fortalte om ulykken gennem en megafon i årene efter forliset:

»På nær den første nat efter ’Estonia’ har jeg aldrig haft mareridt om forliset. Jeg havde det på hospitalet på Åland, men har aldrig haft det siden. Jeg sover faktisk som en sten om natten«.

Gravfred og konspirationsteorier

I 1997 konkluderede den officielle undersøgelsesrapport, at ’Estonia’ gik ned på grund af en åben bovport, høje bølger og menneskelige fejl. Men siden har ulykken været genstand for film og diverse konspirationsteorier, f.eks. at den russiske mafia stod bag for at skaffe sig af med smuglergods.

Så sent som for få måneder siden sagde en fransk domstol nej til at betale godt 300 millioner kroner i erstatning til de pårørende, fordi det tyske værft og det franske inspektionsfirma skulle have begået fejl.

Langt hovedparten af ofrene var svenskere, men landets regering har afvist at hæve ’Estonia’ af hensyn til gravfreden, hvilket Morten Boje Hviid synes er en fejl, selv om det muligvis ikke giver mening længere.

»Jeg har aldrig troet på konspirationsteorierne, men retssager og myter kunne være undgået, hvis myndighederne havde undersøgt sagen til bunds i bogstavelig forstand. Der blev lagt låg på af den svenske regering, og det er synd for de pårørende og efterladte«, siger han og fortsætter:

»Man skal ikke hæve ’Estonia’ for min skyld, men hvis jeg havde været pårørende eller efterladt, ville jeg nok have haft samme indignation over, at man ikke har vendt hver en sten«.

Først efter 10 år ebbede interessen for ’Estonia’-ulykken langsomt ud, og Morten Boje Hviid blev mere kendt i offentligheden som særlig rådgiver for først den socialdemokratiske formand Mogens Lykketoft og siden kortvarigt for efterfølgeren Helle Thorning-Schmidt.

Under valgkampen i 2005 måtte han bruge alle sine evner udi krisestyringens kunst, da Mogens Lykketoft i selskab med den svenske statsminister blev gjort til grin under et besøg i en børnehave, hvor Lykketoft valgte at stå udenfor og vente forgæves på TV 2 i stedet for at møde børnene, hvilket senere blev udstillet på det grusomste i en dokumentarudsendelse.

Siden forlod Morten Boje Hviid arbejdet for Socialdemokratiet og den politiske verden på Christiansborg til fordel for en mangeårig karriere i tobaksindustrien og nu pesticidbranchen, hvor han arbejder for et stort amerikansk firma og har fast base i Bruxelles. For de onde, vil mange sige, mens Morten Boje Hviid smiler skævt og stikker til sin fish and chips på tallerkenen i Toldboden.

»Det har aldrig været et mål i sig selv at arbejde for det, man kalder kontroversiel industri. Men det driver mig, når arbejde er spændende og også gerne svært. Jeg har faktisk konsekvent opsøgt arbejdsopgaver, der er udfordrende og konfliktfyldte, selv om jeg enormt gerne vil have, at folk godt kan lide mig«, siger han.

Længsel efter skibskatastrofe

Morten Boje Hviid er stadigvæk sammen med Frederikke, som han brugte hele erstatningssummen på 135.000 kroner fra ulykken på at fejre bryllup sammen med. Til næste år har ægteparret sølvbryllup, og selv om de også har haft deres kriser, har de aldrig været udløst af forlisets psykiske eftervirkninger.

Den overlevende mand fra ’Estonia’ længes ikke mod skibskatastrofer og hærværk, som forfatteren Tom Kristensen skrev, men priser sig lykkelig for, at han tog den rigtige trappe, at helikopteren kom, og at han ikke blev hængende i færgens bar den aften og drak 8 bajere.

»Først og fremmest er jeg dybt taknemmelig over, at jeg overlevede. Så må jeg leve med et lidt spoleret selvbillede. Det er den omkostning, man må tage med«, siger han.

For Morten Boje Hviid ligner forholdet til ’Estonia’s forlis i dag forældres forhold til deres børn: Man tænker på dem hele tiden, selv om man måske ikke gør det lige nu og her. Forliset vil altid være en iboende del af Morten Boje Hviid, som aldrig kan eller skal forsvinde.

»Jeg holder ikke lange foredrag om ’Estonia’ for mine 3 børn på 21, snart 19 og 9 år. Men jeg siger til dem, at vi som unge er fulde af idealer og faste forestillinger om, hvordan verden bør være. Det er godt, og sådan skal det være. Men nogle gange går det alligevel galt, fordi vi ikke kan leve op til dem«.

Det er for længst blevet hverdag igen, og Morten Boje Hviid tager også færgen mellem Helsingør og Helsingborg eller Gedser og Rostock, når familien skal på ferie. Han bryder sig ikke om det, men har med tiden vænnet sig til det – ligesom han har det med at flyve.

Forestillingen om, at små hverdagsproblemer bliver ligegyldige, når man har overlevet en skibskatastrofe, holder ikke helt i virkeligheden. Morten Boje Hviid bliver lige så forbandet som alle andre, hvis ungerne smører leverpostej i sofaen, eller han slår et søm skævt i væggen, griner han:

»Det er ikke sådan, at jeg tænker: Pyt med det, jeg overlevede ’Estonia’. Man bliver menneske igen«.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts