Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    Alt om Klima­bedraget

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sagsbehandlere glemmer at lytte til børnene i anbringelsessager

Ny undersøgelse bekræfter, at børns egen mening langtfra altid inddrages, når de bliver anbragt. Direkte lovbrud, siger juraprofessor, som ikke tror, at ny lovgivning er løsningen.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mette Frederiksen har erklæret, at hun »altid« vil stå på børnenes side. Det gentog statsministeren i sin nytårstale, hvor hun argumenterede for flere anbringelser og tvangsadoptioner og tilføjede: »Vi må entydigt tage børnenes parti. Lytte til dem«.

Men sagsbehandlerne – dem, som regeringen nu vil have til at fjerne flere børn fra hjemmet – lytter langtfra altid, inden de afgør et barns fremtid i en anbringelsessag.

Det viser en undersøgelse, som fagorganisationen Socialpædagogerne har lavet. Her er 169 anbragte børn i alderen 11-18 år blevet spurgt, hvorvidt de er blevet taget med på råd i deres egen anbringelsessag. Kun hver tredje barn husker, at de nogensinde er blevet spurgt, hvad de selv havde af ønsker eller spørgsmål.

»Det er ikke godt nok. Det kan vi ikke acceptere«, siger formanden for Socialpædagogerne, Benny Andersen.

Faktisk er det decideret ulovligt, påpeger Kirsten Ketscher, som er professor i socialret ved Københavns Universitet.

»Kommunerne bryder altså direkte loven«, siger Kirsten Ketscher.

Mandag offentliggjorde regeringen et udspil, der skal forbedre vilkårene for omsorgssvigtede børn. Det går blandt andet på, at der skal ændres i lovgivningen, så »barnet kan få en stærkere stemme i sit eget liv«. Herunder ret til at sige nej til at se sine biologiske forældre.

»Vi har brug for at lave ’barnets lov’, hvor vi får vendt det på hovedet, så det at få hørt barnet og forstå barnets præferencer og behov kommer til at stå først og ikke sidst. Det skal ikke være noget, man glemmer, men faktisk tager udgangspunkt i, så det gennemsyrer alle de forskellige paragraffer«, forklarede indenrigs- og socialminister Astrid Krag (S) på et pressemøde, der aldrig blev konkret, i forhold til hvordan regeringen vil sikre, at fagpersonerne reelt tager sig tid til at lytte til børnene.

Der er dog konkrete ting, man kan gøre, påpeger Kirsten Ketscher. Hun mener, at politikerne skal fokusere på at få kommunerne til at »gøre sig umage ved rent faktisk at læse loven« i stedet for at indføre ny lovgivning.

»Den kommunale administration skal tilrettelægges på en måde, hvor det bliver muligt at følge loven, og hvor der tilstrækkeligt med folk, der kan det her område. Både socialfagligt og juridisk«, siger juraprofessoren.

Når det gælder den nuværende lovgivning, er den allerede »ret klar«, siger Kirsten Ketscher. Konkret står der i serviceloven, at der »skal« finde en samtale med barnet sted, inden beslutningen om en anbringelse træffes. Kan det ikke lade sig gøre, skal »barnets holdning til den påtænkte afgørelse søges tilvejebragt«. Barnets synspunker skal nemlig »altid inddrages«.

Et kendt problem

Undersøgelsen fra Socialpædagogerne er foretaget i 2018 og ikke tidligere offentliggjort. Den skriver sig ind i en række af rapporter, der har peget på, at kommunerne ikke afholder de lovpligtige børnesamtaler i anbringelsessager.

Ankestyrelsen har i flere år fremlagt dokumentation for, at det ikke sker i omkring 19-39 procent af sagerne. Et faktum, som Rigsrevisionen satte fokus på i en beretning i 2016. Problemet er også velbeskrevet af SFI, der i både 2014 og 2016 lavede undersøgelser baseret på svar fra 1.500 børn, hvor kun hver tredje også her gav udtryk for, at de var blevet taget med på råd i deres egen anbringelsessag.

Annonce

Det har en række konsekvenser for børnene. I undersøgelsen fra Socialpædagogerne giver flere interviewede børn udtryk for, at de aldrig fik fortalt de voksne, hvad de selv havde af ønsker. En 15-årig pige, der endte på et opholdssted, forklarer: »Jeg ønskede mig en plejefamilie ... for der er ikke så mange mennesker, som der er her. Måske fordi det minder mere om en familie?«

Hver fjerde siger, at de aldrig har fået en forklaring på, hvorfor de skulle flytte fra forældrene, som de kunne forstå.

»Alt tyder på, at det kan påvirke trivslen negativt hos et barn, der bliver anbragt, hvis det føler sig tromlet over. Så kan det blive svært at give sig hen til det nye sted, barnet eller den unge skal bo«, forklarer seniorforsker Anne-Dorthe Hestbæk, som anses for førende inden for forskning af udsatte børn og de indsatser, de bliver mødt af i det danske samfund.

Hun bakkes op af svarene i Socialpædagogernes undersøgelse, hvor 303 socialpædagoger og familieplejere også har givet deres professionelle syn på sagen. Cirka 2 af 3 fortæller, at den manglende inddragelse ifølge dem forringer chancen for, at barnets anbringelse bliver en succes. Lidt over halvdelen peger på mistrivsel, mens hver tredje angiver ringere præstationer i skolen som konsekvenser.

»Dybt ulykkeligt«

Ifølge fagpersonerne kan tre årsager forklare praksissen. Næsten halvdelen af socialpædagogerne og familieplejerne mener, at det må skyldes skiftende sagsbehandlere. Det samme påpeges i SFI-undersøgelsen fra 2016, hvor det fremgår, at 4 ud af 10 anbragte børn og unge på det tidspunkt havde haft haft mindst tre sagsbehandlere inden for de seneste to år. De to andre hyppigste årsager er ifølge fagpersonerne, at der ikke har været nok tid, eller at der har manglet faste procedurer og arbejdsgange hos kommunen.

»Det er dybt ulykkeligt«, siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Mads Bilstrup. Hans fagfæller er typisk dem, der er med til at afgøre og gennemføre anbringelsessagerne, mens socialpædagogerne typisk arbejder ude på opholdsstederne.

Det er dybt ulykkeligt

»Men undersøgelsen bekræfter, at manglende tid hos sagsbehandlerne er en væsentlig årsag. Og det har vi sagt i lang tid. Kollegaer siger til mig, at de dagligt går hjem med dårlig samvittighed, fordi der ligger noget på skrivebordet, de burde have nået«, siger Mads Bilstrup, der peger på flere socialrådgivere som løsning.

»Svaret på det her ikke er at sætte måltal op, der siger, at vi skal have flere anbringelser og tvangsadoptioner«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden