Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    Alt om Corona­virus

Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vagter på gul overenskomst skal visitere røde fagspidser

Fagforeningen VSL anklager statens leverandør af vagter til Arbejdsretten og Forligsinstitutionen for løndumping. ​​​​​​​​​​​​​​

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når de røde fagforeninger i den kommende tid skal i Forligsinstitutionen for at få bistand til at afslutte de verserende overenskomstforhandlinger, så bliver forhandlerne visiteret af en vagt i døren. Vagterne har i en årrække været fra firmaet G4S, ansat på en rød overenskomst. Men med virkning fra 1. januar 2020 har vagterne i Arbejdsretten og Forligsinstitutionen været fra firmaet Vagtservice Danmark, ansat på en gul overenskomst fra Arbejdsgiverforeningen KA.

Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning (VSL) har i en årrække kæmpet mod Vagtservice Danmark, der tidligere bar navnet Alliance Security Services. Ifølge fagforbundet underbetaler firmaet systematisk sine ansatte og lever derfor ikke op til statens regler fra 2014 om arbejdsklausuler, der skal sikre, at ingen ansættes på løn- og arbejdsvilkår, der er ringere end i en kollektiv overenskomst.

Måtte efterbetale ansatte

»I vores optik er det uorganiseret arbejdskraft og social dumping, og det er tragikomisk, at vi og den øvrige fagbevægelse om mindre end 24 timer kan risikere at blive visiteret og passes på af vagter, som er lavere lønnet end vores medlemmer, fordi de er på en gul overenskomst«, siger Peter Jørgensen, formand i VSL.

Vagtservice Danmark er de senere år blevet anklaget for underbetaling af de vagter, der udfører opgaver for staten, og i januar 2018 indgik firmaet et forlig med Moderniseringsstyrelsen om manglende efterlevelse af statens arbejdsklausul. Sikkerhedsfirmaet gik i forliget med til at efterbetale over 400.000 kr. til sine ansatte og lovede at aflønne dem på samme niveau som i VSL’s overenskomst med Dansk Industri.

»Forliget går kort fortalt ud på, at ansatte hos Vagtservice Danmark skal have løn- og arbejdsvilkår svarende til niveauet i VSL-overenskomsten i forbindelse med arbejdere, der er udført eller udføres i henhold til Moderniseringsstyrelsens vagtaftale«, forklarede daværende innovationsminister Sophie Løhde (V) på et samråd om sagen i 2018, der var indkaldt af Socialdemokratiets Mattias Tesfaye og SF’s Karsten Hønge.

Fagboss: Uforståeligt og paradoksalt

VSL har for tiden 6 indklagede sager om underbetaling af ansatte i Vagtservice Danmark, hvoraf de 3 er på statens område. Ifølge fagforeningen er der i en af sagerne udbetalt 17 procent mindre i ren timeløn til en ansat, mens der i en anden sag er et lønefterslæb på 3 måneder på i alt 19.000 kroner i forhold til vilkårene på VSL’s overenskomst.

I den kommende tid skal der forhandles 600 overenskomster på plads, og en række faglige organisationer og arbejdsgivere skal begyndende fra torsdag i Forligsinstitutionen. I Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) kalder formand Lizette Risgaard situationen »temmelig uforståelig«.

»Det må være statens opgave, at sikre, at der arbejdes på overenskomstmæssigt niveau. Og så er det paradoksalt at vælge et vagtfirma, der arbejder på andre overenskomster end FH’s, når det er dem, der skal fornyes i Forligsen«, skriver Lizette Risgaard i en mail.

»Desværre kan staten ikke forlange, at en virksomhed er omfattet af en bestemt overenskomst, men staten kan forlange, at man aflønner på tilsvarende niveau, som er gældende for tilsvarende arbejde i branchen«, tilføjer FH-formanden.

Vagtdirektør: Vi følger aftalen

I Vagtservice Danmark kan den administrerende direktør, Henrik Franck, godt forstå fagbevægelsens symbolske frustration over, at vagter på en overenskomst fra KA varetager opgaverne i Forligsinstitutionen og Arbejdsretten. Men han afviser enhver påstand om underbetaling og løndumping.

»Vores vægtere får den løn, som de skal have ud fra den kontrakt med Moderniseringsstyrelsen, der er indgået. Løndumping er jo et begreb, de altid bare slynger ud. Fra 1. marts giver jeg 2 procentpoint mere i pensionsindbetaling til de ansatte end i deres overenskomst. Er det så løndumping fra deres side?«, siger Henrik Franck fra Vagtservice Danmark, der har 50 ansatte.

Han har kun kendskab til de tre sager, som VSL har rejst om påstået underbetaling på statens område, og her er der tale om enkeltstående fejl i lønudbetalingerne og ingen systematisk underbetaling, siger han.

»For at leve op til Moderniseringsstyrelsens nye vagtaftale, så betaler jeg mere til nogle ansatte, når de udfører opgaver for staten end for alle andre kunder. Men i denne aftale er der nedskrevet meget konkrete aflønningsvilkår i arbejdsklausulen, og det, mener jeg, er ulovligt i forhold til EU- og konkurrenceretten. Så vi overholder aftalen, men mener ikke, man må diktere lønningsforholdene i et udbud«, siger Henrik Franck.

Han henviser til et bilag i statens vagtaftale om »vilkår i arbejdsklausul«, der bygger på overenskomsten fra VSL og DI. Bilaget optegner præcist, hvordan timelønnen og løntillæg for fuldtids- og deltidsansatte vægtere skal se ud.

Regeringen vil have redegørelse

Politiken har spurgt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), om han mener, det er hensigtsmæssigt for forhandlingsklimaet, at ansatte på en gul overenskomst skal stå vagt ved de røde fagforeningers overenskomstforhandlinger.

Annonce

I en mail til Politiken skriver Beskæftigelsesministeriet, at kontrakten med firmaet er indgået på baggrund af Moderniseringsstyrelsens rammeaftale, der også indeholder arbejdsklausulen.

»Beskæftigelsesministeriet har drøftet sagen med Moderniseringsstyrelsen, der vil bede leverandøren om en redegørelse for overholdelse af arbejdsklausulen for de ansatte i vagtselskabet«, skriver ministeriet.

SF’s beskæftigelsesordfører Karsten Hønge finder det »helt absurd og fuldstændig forrykt«, at vagter på en gul overenskomst skal passe på forhandlerne fra de røde fagforeninger i Forligsinstitutionen.

»Det her vil jeg bede ministeren om at redegøre for i et samråd. Det lader jo til at være statsfinansieret løndumping, hvor man med skattekroner undergraver både arbejdsmarkedet og den effektive danske model«, siger Karsten Hønge.

Men Vagtservice Danmark er jo koblet på en rammeaftale med staten, har i et forlig lovet at aflønne efter den kollektive overenskomst og afviser enhver snak om løndumping?

»De skal selvfølgelig have en chance for at bevise, at de gør det ordentligt. Men min erfaring med firmaet er bøvl og en konsekvent dårligere betaling. Derudover er der jo tale om et firma og aktører, der arbejder for at nedbryde den danske model«, siger Karsten Hønge.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden