0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Da jeg trådte ud, var min genbo på vej ind gennem min låge: »Han tæver hende«, sagde hun. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre«

Gennem fem år har Lene Johannesson og Chris Poole besøgt storcentre, sognegårde og boligforeninger landet over for at undervise almindelige mennesker i, hvad de kan gøre, hvis nogen i deres nærhed er udsat for vold i hjemmet. Undervejs har de indsamlet historier om danskernes erfaringer med at gribe ind. Her giver de deres bedste råd videre.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mette Dreyer/POLITIKEN
Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad gør man, hvis man har på fornemmelsen, at en ven, en nabo eller en kollega bliver udsat for fysisk eller psykisk vold derhjemme?

Hør først en fortælling fra én, der ikke var i tvivl om, hvad der foregik i nabolejligheden:

»For nogle år siden flyttede en familie ind ved siden af mig. Mor, far og tre børn. Der var altid liv og leben inde hos dem, og jeg vænnede mig til lyden af deres liv.

En dag, da jeg sad i stuen, ændrede lyden karakter. Der gik et stykke tid, før jeg opdagede det, men der var noget i lyden, jeg genkendte fra min egen opvækst. Det lød, som om moren fik tæv. Jeg sad lidt og lyttede for at blive helt klar over, om jeg nu hørte det, jeg troede, jeg hørte. Min konklusion var, at det gjorde jeg. Moren fik tæv, og børnenes angstfyldte gråd bekræftede mig. Der var ingen tvivl.

Så kom alle overvejelserne: Hvad gør jeg? Skal jeg blande mig? Og hvis jeg skal, hvordan så? Vil det være farligt for mig at gå ind og afbryde det? I et stykke tid blev jeg handlingslammet, men da det fortsatte, blev jeg enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at gribe ind.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce