Hvad skal der til, før en undskyldning tæller? Det spørgsmål er centralt, efter justitsminister Nick Hækkerup (S) i et brev har valgt at »tilslutte« sig en tidligere undskyldning til de danske kommunister, som blev interneret under Anden Verdenskrig.
Interneringen af kommunisterne var et krav fra besættelsesmagten. Men dansk politi anholdt flere personer, end de behøvede, og først to måneder efter de første anholdelser blev den lov, som forbød kommunistisk virksomhed, vedtaget. Da samarbejdspolitikken brød sammen, kom 15o af kommunisterne i kz-lejr, hvilket kostede 22 af dem livet. I år er det 80 år siden, og en gruppe af efterkommere har bedt om en undskyldning for, at deres »fædre og mødre blev ofret«, som det hedder i det brev, de sendte til statsministeren.



























