To 20-årige mænd, der er blevet sigtet i en sag om skuddrab på en 27-årig mand på Nørrebro i begyndelse af december, er tirsdag blevet varetægtsfængslet i 22 dage.

Nu er i alt fire personer sigtet i sag om skuddrab på Nørrebro

Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

To 20-årige mænd blev mandag anholdt og sigtet for at have spillet en afgørende rolle i drabet på en 27-årig mand 2. december, oplyser Københavns Politi tirsdag formiddag i en pressemeddelelse. De to er sigtet for medvirken til drab, drabsforsøg og våbenbesiddelse, fremgår det. Ved et grundlovsforhør for lukkede døre blev de to mænd varetægtsfængslet i 22 dage, skriver Københavns Politi på Twitter. I alt er fire mænd nu sigtet i sagen, idet to andre mænd i forvejen sidder varetægtsfængslet.

Den 27-årige blev dræbt af skud i ryggen på hjørnet af Sorgenfrigade og Nørrebrogade. Få timer senere blev de to første anholdt i sagen.

Siden har der været en række andre skyderier i og omkring Storkøbenhavn og Malmø, som formodes at have rocker- eller banerelation. Det har politiet tidligere oplyst.

»Vi fortsætter vores intensive efterforskning for at få stillet alle ansvarlige for den seneste tids skyderier til ansvar«, siger ledende politiinspektør og leder af efterforskningsenheden ved Københavns Politi, Poul Kjeldsen.

»Samtidig gennemfører nærpolitiet sammen med flere samarbejdspartnere i det kommunale regi en omfattende indsats gennem det forebyggende arbejde for at få lagt låg på konflikterne«, lyder det i pressemeddelelsen.

Den 27-årige mistede livet på hospitalet, efter at betjente havde fundet ham liggende på Nørrebro. Politiet modtog anmeldelsen om skud kort efter 16.30.

Den ene af de allerede fængslede er en 21-årig mand. Han havde en svensk tolk med til grundlovsforhøret 3. december. Den anden er en dansk mand. Ifølge sigtelsen var det den svensktalende mand, der affyrede fem skud mod den nu afdøde mand og en anden person, der flygtede fra stedet. Mindst ét skud ramte den nu afdøde. Derfor er de to fængslede mænd også blevet sigtet for drabsforsøg. Den danske mand kørte flugtbilen, som politiet senere fik stoppet, hvorefter anholdelsen fandt sted.

Opdateres ...

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her