Det har en klang af noget futuristisk, men den er god nok. I Hvidovre Kommune drømmer et politisk flertal i byrådet om, at ni cirkelformede øer skyder op i vandet ud for det nuværende industriområde på Avedøre Holme. De kunstige øer skal frem mod 2045 etableres ved hjælp af overskudsjord fra byggeprojekter og indrettes til et nyt erhvervsområde med plads til omkring 380 nye virksomheder.
Men hele syv borgmestre fra kommuner langs Køge Bugt sætter nu alt ind på at give dødsstødet til det storstilede projekt i Hvidovre. Her føler borgmester Anders Wolf Andresen (SF), at han har fået rollen som »bussemand« og aldrig har haft held til at gøre sine argumenter gældende over for borgmesterkollegerne. Det sidste er utvivlsomt tilfældet.



























