Socialdemokratiets omstridte gruppeformand og bejler til finansministerposten erkender, at hans bundscore på 4017 personlige stemmer kalder på en nærmere analyse.

Henrik Sass: Min tilbagegang giver selvfølgelig stof til eftertanke

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det vil være synd at sige, at Socialdemokratiets stærke gruppeformand og favorit til at besætte posten som landets næste finansminister kom styrket ud af folketingsvalget.

Blot 4017 personlige stemmer opnåede Henrik Sass Larsen, der er blevet kritiseret af ledende Venstre-medlemmer for at skjule sig under valgkampen og være fraværende i politiske debatter med andre partier. Selv afviser han blankt at være gået i flyverskjul.

Kun to af Socialdemokratiets 48 valgte folketingsmedlemmer fik færre stemmer end Henrik Sass Larsen, der gennem en årrække har været indpisker og arkitekt bag partiets kursskifte på især udlændingeområdet. Gruppeformanden var tæt på slet ikke at blive valgt til Folketinget.

Henrik Sass var millimeter fra at ryge ud af Folketinget

Nu tilkendegiver Henrik Sass Larsen på Facebook, at hans valg kunne have været bedre i Køge-kredsen, der ellers har bakket ham »loyalt og flittigt« op:

»Valget er dog også en tilbagegang i antal af vælgere, som satte sit kryds ved mig personligt, og det giver mig selvfølgelig anledning til at analysere og tænke over den udvikling. Det vil jeg tage mig tid til over de næste par måneder i samarbejde med min kreds«, skriver Henrik Sass Larsen på det sociale medie.


Tidligere på året fortalte gruppeformanden i et interview i Politiken, hvordan han har været ramt af en depression og i behandling hos en psykolog, der mente, han burde finde sig et mindre belastende arbejde end det politiske.

Men det har Henrik Sass Larsen imidlertid ingen planer om, og partiformand Mette Frederiksen bakkede da også sin nære partifælle i Socialdemokratiets inderkreds op:

»Henrik er en af mine nærmeste, og han har meldt sig klar igen. Jeg er tryg ved, at Henrik kan bestride en ministerpost. At man har været syg, psykisk eller fysisk, skal efter min mening ikke bestemme, om man kan bestride et politisk embede«, lød det dengang fra landets måske kommende statsminister.

Posten som finansminister går for at være regeringens mest arbejdskrævende, hvilket har rejst tvivl om, hvorvidt Henrik Sass Larsen vil være i stand til at løfte opgaven efter sin sygdomsperiode.

Selv vælger hovedpersonen at glæde sig over, at »vi nu har udsigt til at få en socialdemokratisk regering«, som han skriver på Facebook, hvor man kan se ham på torvet i Køge bevæbnet med røde roser.

Hans Davidsen-Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her