Tysklands socialdemokratiske kansler, Olaf Scholz, står fast på flygtninges ret til at søge asyl ved den tyske grænse og lægger dermed afstand til et ’tilbud’ fra den konservative leder Friedrich Merz om en asylpagt.
Friedrich Merz vil have et ’paradigmeskifte’ i den tyske migrationspolitik, efter at en 26-årig syrisk asylsøger i udvisningsposition er blevet anholdt og anklaget for at dræbe tre personer og såre otte andre med en kniv under en byfest i byen Solingen i Nordrhein-Westphalen. Anklagemyndigheden mener, han er medlem af terrororganisationen Islamisk Stat.




























