Da jeg var dreng, tog mine forældre mig med til Jugoslavien. Jeg var vist seks år gammel og husker mest rejsen i glimt og billeder. Noget med at spise hele friske sardiner med hovedet på. Og noget med, at det var varmt. Varmt på en anden måde, end jeg var vant til.
Præcis den følelse blev jeg ramt af igen, da jeg sidste sommer rejste med min egen familie tilbage til Split, som nu ligger i Kroatien. Nemlig mødet med en varme, som vi ikke møder her i Danmark. En tør og ubarmhjertig varme, som ser ud til at få fatale konsekvenser for både klimaet, men også selve landet og området, som i det store hele lever af den boomende turisme. Ja, jeg indrømmer det. Vi gik i samme fælde som så mange andre. Drømmen om smukke landskaber, utallige solrige dage fra en skyfri himmel og den sydlandske livsstil trak i os. Det der såkaldte hedebølge er sikkert ikke så ekstremt. Men det er det.
