Et internationalt hold af forskere har fundet og beskrevet syv nye frøarter fra Madagaskar.
Det skriver Statens Naturhistoriske Museum i en pressemeddelelse.
De syv nye arter er af typen Rhombophryne, som på dansk kaldes diamantfrøer.
Forskerne har kombineret naturhistoriske samlinger, feltarbejde og DNA-analyser og beskrevet deres fund i et studie.
»Diamantfrøernes mangfoldighed har gemt sig lige under fødderne på os«, siger Mark D. Scherz, som er kurator for herpetologi ved Statens Naturhistoriske Museum og studiets hovedforfatter, i pressemeddelelsen.
Herpetologi er videnskaben om padder og krybdyr.
»Mange af arterne tilbringer størstedelen af deres liv skjult i skovbunden, og selv når de kommer frem, kan de være overraskende svære at skelne fra hinanden«, siger Mark D. Scherz videre.
Beskrivelserne af de syv nye arter bringer det samlede antal kendte diamantfrøer op på 27.
Men forskerne vurderer ifølge Statens Naturhistoriske Museum, at der næsten med sikkerhed findes arter, som endnu ikke er opdaget og beskrevet.
Diamantfrøerne er ifølge museet blandt Madagaskars mest karakteristiske padder.
Nogle af arterne er runde og minder om regnfrøer fra det afrikanske fastland, mens andre har enten lange ben eller en kraftig kropsbygning.
De fleste virker ved første øjekast brune og anonyme, men flere af arterne har markante orange, hvide eller sorte aftegninger på lår og lænd. Det bruges sandsynligvis til at afskrække rovdyr, lyder det.
Diamantfrøerne lever ofte skjult, hvilket har gjort dem til en af de mindst undersøgte grupper af hvirveldyr på Madagaskar.
Men det at vide, hvor arterne lever, og at kunne skelne dem fra hinanden er en forudsætning for at forstå og beskytte biodiversiteten, skriver Statens Naturhistoriske Museum.
Mange diamantfrøer lever i skove, som i stigende grad bliver opdelt og forsvinder som følge af skovrydning.
Hvis videnskaben ikke kender til frøernes biologi, bliver det sværere at vurdere deres bevaringsstatus og beskytte dem effektivt, lyder det.
Madagaskar er en østat i Det Indiske Ocean ud for Afrikas østkyst. Landet er blandt andet kendt for sit rige natur- og dyreliv, hvor mange af arterne ikke findes andre steder i verden.
ritzau