De svenske regeringsforhandlinger står i stampe. Socialdemokraternas Magdalena Andersson kan ende med at blive statsminister uden at have en regering på plads.

Hårdknude gør livet svært for Andersson: Intet ser ud til at være løst

Tirsdag er det en måned siden, at svenskerne gik til valg.

Ikke meget har siden rykket sig i forhandlingerne om en ny regering.

De rød-grønne partier har sammen flertal i Riksdagen. Men der er langtfra flertal for en ny regering. Der er store interne uenigheder.

Fredag mødtes de rød-grønne partier for første gang siden valget.

Centerpartiet havde inviteret til møde på et hotel, hvor partilederne fra de fire partier, som foruden Centerpartiet tæller Socialdemokraterna, Vänsterpartiet og Miljöpartiet, fik mulighed for at se hinanden i øjnene.

Initiativet blev rost af Socialdemokraternas leder, Magdalena Andersson, der som partiernes statsministerkandidat står i spidsen for forhandlingerne.

Hendes store problem er, at Vänsterpartiet kræver ministerposter for at kunne støtte en regering med Andersson som statsminister, mens Centerpartiet afviser at støtte en regering, som Vänsterpartiet er en del af.

Det var ikke løst fire timer senere. De to partiers røde linjer består, og intet tyder på et snarligt gennembrud.

Tirsdag klokken 11 skal Andersson aflægge rapport om forhandlingerne til Riksdagens formand, Andreas Norlén, der har til opgave at pege på den statsministerkandidat, som skal forsøge at danne regering.

Ifølge anonyme kilder i Socialdemokraterna vil hun bede om mere tid til at finde en løsning.

»Intet ser ud til at være løst«, siger en kilde til TV4.

Læs her om vejen til en ny svensk regering.

Det næste trin

Magdalena Andersson kan tirsdag enten bede om mere tid til at sondere terrænet eller vælge at afslutte opgaven, hvis hun har en mulig regering klar. Det sidste er der imidlertid ikke meget, der peger i retning af.

Norlén kan vælge at give hende mere tid, hvis han vurderer, at der er samtaler eller forhandlinger i gang, som kan få en ny regering tættere på.

Han kan også vælge at holde en afstemning i Riksdagen i løbet af ugen, hvor medlemmerne skal tage stilling til, om de ønsker Andersson som statsminister. Den kan i givet fald tidligst finde sted onsdag.

Mulig statsministerafstemning

At afholde en afstemning om en mulig statsminister, selv om der er stor sandsynlighed for, at der ikke er opbakning til kandidaten, bliver af TT beskrevet som et af Norléns skarpeste våben.

Han har gjort det klart, at regeringsdannelsen skal gå hurtigere end i 2018, hvor det tog 134 dage.

Han har fire forsøg til at få stemt en statsminister igennem. Siger Riksdagen nej alle fire gange, venter et nyvalg. Et scenarie, som de færreste ønsker.

Først ved tredje afstemning blev Stefan Löfven valgt som statsminister i 2018.

Der er også spekulationer om, at Andersson måske ønsker en afstemning i Riksdagen.

Sker det, og får hun som ventet et nej, kan hun ifølge SVT bruge det til at forsøge at presse de andre partier til at rykke sig væk fra deres røde linjer.

En alternativ løsning

En statsminister kan blive valgt, så længe flertallet i Riksdagen - 175 eller flere - ikke stemmer imod.

I teorien vil det altså være nok, hvis Socialdemokraterna stemmer for Andersson som statsminister, selv om de øvrige rød-grønne partier afstår fra at stemme.

Den blå bloks 173 mandater er ikke nok til at hindre det.

Det er imidlertid ikke et drømmescenarie for Andersson at blive valgt som statsminister uden at have en regering på plads. Det gør det svært at få både budget og politik igennem.

I 2018 var Löfven nødt til at regere hele sit første år på baggrund af den forrige regerings budget.

Et alternativ er at regere med skiftende flertal. Altså at gå sammen med forskellige partier om forskellige spørgsmål. En løsning, Magdalena Andersson ikke har udelukket.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her