Der vil ikke blive streamet fra planlagt henrettelse af person dømt for Fort Hood-angreb, siger Trump.

Trump: Henrettelse af Fort Hood-gerningsmand skal ikke livestreames

Foto: Handout ./Ritzau Scanpix
Foto: Handout ./Ritzau Scanpix

Henrettelsen af dødsdømte Nidal Hasan, der i 2009 dræbte 13 mennesker på den amerikanske militærbase Fort Hood i delstaten Texas, vil ikke blive sendt live.

Det skriver USA’s præsident, Donald Trump, på sit sociale medie, Truth Social.

»Han vil dø som planlagt ved henrettelsespeloton, men denne begivenhed bliver ikke streamet«, skriver han.

»Når det er sagt, så kan henrettelsen overværes personligt af de nærmeste familiemedlemmer til ofrene, hvis de ønsker det. De fortjener at bevidne retfærdighed!«, fortsætter han.

Henrettelsen er planlagt til 3. december.

Nidal Hasan åbnede 5. november 2009 ild på den amerikanske militærbase Fort Hood i delstaten Texas. 13 soldater blev dræbt og 32 såret.

Hasan, der i dag er 56 år, blev i 2013 fundet skyldig i alle anklagepunkter og idømt dødsstraf af en amerikansk militærdomstol.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her