Nordkorea er indstillet på omgående at lukke en omstridt atomreaktor.
Formålet er at vise over for det internationale samfund, at det er fast besluttet på at opfylde sit løfte om afvikling af atomprogrammet. Det sagde Christopher Hill, den særlige amerikanske udsending, fredag i Seoul efter et sjældent besøg i det stalinistiske land. Han henviste til Yongbyon-reaktoren, hvor der kan fremstilles plutonium, som kan bruges til atomvåben. Nye sekspartsforhandlinger Hill tilføjede, at det nordkoreanske styre lovede, at det vil medvirke til en ny runde sekspartsforhandlinger om atomprogrammet snarest muligt. Hill betegnede sine drøftelser som »meget nyttige og positive«. Han advarede om, at det vil tage tid og kræve anstrengelser at gøre den koreanske halvø, herunder især Nordkorea, atomfri. Nordkorea forpligtede sig under sekspartsforhandlinger i februar til at lukke Yongbyon-reaktoren mod at få flere former for international bistand, men det er hidtil mislykkedes at komme videre på grund af en strid om nordkoreanske midler, som er indefrosset i en bank i Macau. Den russiske viceudenrigsminister, Sergej Kisljak, siger, at pengene, som svarer til 138 millioner danske kroner, vil blive overført til Rusland fredag. Nordkorea vil også først lade FN-atominspektører få adgang til de nordkoreanske anlæg, når pengene er frigivet. Første besøg siden 2002 Hill har tidligere sagt, at de 138 millioner kroner havde været forsinket på grund af tekniske problemer, men at de var på vej. Christopher Hill er den første højtrangeret amerikanske embedsmand, som har besøgt Nordkorea siden oktober 2002. De seks parter i Nordkorea-forhandlingerne er Nord- og Sydkorea, Rusland, Kina, Japan og USA.




























