Et fund af en kæmpe underjordisk sø og omkring 1.000 brønde til at trække vandet op kan gøre en ende krigen i Darfur.
Det mener den gruppe forskere, som via data fra radarer fandt søen i den krigshærgede region. Analytikere har længe peget på kampene om de knappe ressourcer mellem Darfurs arabiske nomader og de sorte afrikanske farmere, som årsagen bag konflikten i Sudans Darfur-region. Flere end 200.000 har mistet livet siden konflikten eskalerede i 2003, og to millioner er flygtet. Satellitbilleder fandt søen »Mange af urolighederne i Darfur og elendigheden skyldes mangel på vand. Adgang til frisk vand er tvingende nødvendigt, både for at flygtningene overlever, for fredsprocessen, og for den ønskede økonomiske udvikling i Darfur«, siger geolog Farouk El-Baz, leder af det center ved Universitetet i Boston, som fandt frem til søen. Forskerne brugte også satellitbilleder til at finde den antikke sø, som er på omkring 30.000 kvadratkilometer og dermed på størrelse med Lake Erie i det nordlige USA - den tiende største sø i verden. I forrige måned advarede FN om, at så længe de miljømæssige sider af konflikten ikke løses, er der ingen udsigt til fred. Ørkenen har bredt sig gennemsnitligt 100 kilometer de sidste 40 år, og omkring 12 procent af skovene er forsvundet de sidste 15 år.




























