Hollands premierminister Jan-Peter Balkenende vil ikke have en folkeafstemning om EU’s kommende reformtraktat, men det vil flere af regeringens oppositionspartier. Derfor spår kilder fra Haag, at slagsmålet om stemmeurnerne vil fortsætte, lige meget hvad det hollandske parlament ender med at beslutte, skriver nyhedstjenesten EUobserver. Gammel historie Problematikken er før set i landet. For den hollandske afstemning om EU-traktaten i 2005 blev gennemført imod premierministerens ønske. Dengang var det landets parlamentet, der stod bag den. Og resultatet blev, at befolkningen afviste reformtraktaten. Netop det menes at være grunden til, at premierministeren ikke vil have en ny folkeafstemning om den nye udgave af traktaten. Befolkningen skal have muligheden Men beslutter parlamentet sig for at følge premierministerens ønske, har tre af regeringens oppositionspartier truet med alligevel at gennemføre en afstemning. Og det på trods af, at den juridisk set slet ikke er nødvendig, fordi den nye unionstraktat ikke indeholder punkter, som kan påvirke Hollands grundlov. Men holdningen fra arbejderpartiernes medlemmer er entydig: »Det er ikke logisk at spørge folk, hvad de synes i 2005, og så ikke give dem samme mulighed med den ændrede traktat nu«, siger parlamentsmedlem fra partiet D66 til til EUobserver.
Frygt ikke et nej Han er en af de politikere, der vil have en folkeafstemning presset igennem. »Vi skal ikke være bange for, at der vil komme endnu et nej«, konstaterer han. Ifølge EUobserver forventes det, at parlamentet i løbet af dagen beslutter, om Holland skal have en folkeafstemning om traktaten. Hvordan slagsmålet derefter fortsætter, er endnu ikke til at sige.




























