Historisk bombe: Sverige fulgte tyske racelove

Det kan godt være, at Sverige holdt sig uden for Anden Verdenskrig. Men neutraliteten lå på et meget lille sted. De tyske tog med soldater og våben, der fik lov til at køre igennem Sverige på vej til Norge, kender de fleste svenskere allerede til. Historisk bombe Men at den svenske folkekirke og stat rent faktisk opretholdt de tyske racelove, er slået ned som en historisk bombe. »Det er et sørgeligt kapitel af vores historie. Og en periode man ikke har villet tale om. Men hvis man ikke bearbejder sin historie, så vil den altid dukke op på et eller andet tidspunkt«, siger Anders Jarlert, professor i teologi og religionsvidenskab ved Lunds Universitet. Sammen med kollegaer rundt omkring i Sverige har han siden 2001 forsket i Sveriges forhold til nazismen. Det er en opgave fra den svenske regering, som Vetenskapsrådet, statens forskningsråd, har satset 20 millioner svenske kroner på foruden 10 millioner til forskning i Sveriges forhold til kommunismen. Anders Jarlert har kunnet dokumentere, hvordan svenske embedsmænd i Udenrigsministeriets retsafdeling allerede fra begyndelsen accepterede de tyske racelove, der blev vedtaget af Nazistpartiet i Nürnberg 1935. Tvunget til at underskrive erklæring I Sverige henviste man til Haag-konventionen fra 1902. Den gik ud på, at udlændinge, der ville giftes i et andet land, automatisk faldt under deres hjemlands ægteskabslovgivning. Den indebar, at samtlige svenskere, der ville giftes med tyskere, ifølge Nürnberg-loven var nødt til at underskrive en erklæring om, at ingen af deres bedsteforældre var jøder. »Jeg har fundet frem til, at det ramte cirka 430 par, og der var sikkert flere, som vi ikke kender til«, siger Anders Jarlert. Brev fra Tyskland Men myndighederne nøjedes ikke med at kræve en erklæring om 'arisk' oprindelse. Da Alfred og Liselotte Rapp kom fra Tyskland til Sverige i 1935, var det for at få lov til at blive gift. Det fik de nemlig ikke hjemme i Tyskland, eftersom Alfred var jøde og Liselotte 'arier'. Men heller ikke de svenske myndigheder gav dem lov. Parret måtte derfor rejse til England for at blive gift og i 1936 vendte de tilbage til Sverige. Efter kun et år som ægtefæller, fik de et brev fra de svenske myndigheder. Det nazistiske styre i Tyskland havde annulleret ægteskabet, og nu krævede tyskerne, at den svenske stat opfordrede parret til frivilligt at opløse ægteskabet. Men deres præst nægtede at slette dem fra kirkebogen, og de kunne fortsætte med at leve som et gift par. »At vi svenskere indarbejdede nazisternes racelove i vores lovgivning, er en skamplet«, siger parrets søn Mathias Rapp, til avisen Dagens Nyheter. Ægteskaber blev opløst Andre par var ikke lige så heldige som familien Rapp. Både svenske præster og domstole var hurtige til at opløse ægteskaber, der ikke opfyldte de tyske krav om racerenhed. Det førte til, at gifte kvinder med børn pludselig blev til ugifte mødre. Og at børn, der tidligere var født af en gift mor, nu var født uden for ægteskabet. »Samtidig må man ikke glemme, at der fandtes modstand«, siger Anders Jarlert. Præster, der viede par uden at de skulle skrive under på erklæringen om 'racerenhed'. Eller personale i Udenrigsministeriet, der omgik reglerne og kaldte dem statsløse i deres papirer. Det er fristende at tro, at den daværende svenske regering var sig fuldt bevidst om tilpasning til de tyske racelove. Men det mener Anders Jarlert ikke. I sin forskning peger han i stedet på, at det var embedsmændene i Udenrigsministeriet, der var de ansvarlige. Adlød bare loven De satte ikke spørgsmålstegn ved, at Haag-konventionen fik et helt andet indhold efter 1935. De adlød bare loven. Resultatet blev et yderst mørkt kapitel i Sveriges historie. »Der fandtes en tavshedens kultur allerede på det tidspunkt og den har fortsat. Vi har ønsket at glemme alt det mørke og se fremad. Bygge folkehjemmet uden at blive mindet om, at der ikke var plads til alle«, siger Anders Jarlert.