Shahid Hussain Shah havde altid været fars yndling – han var jo trods alt den yngste af hans tre sønner.
Far og søn elskede at spille kort sammen, mens de røg smøger. Det plejede at være så hyggeligt. Men for nøjagtig en uge siden ændrede alt sig. »I dag sørger jeg over min søns død – jeg burde i stedet have fejret hans bryllup«, siger Sardar Hussain, mens han prøver at holde tårerne tilbage. Det lykkes ikke. »Hvordan kunne nogen gøre det? Jeg forstår det ikke…«, siger han, mens tårerne får frit løb, og de andre mænd omkring ham kigger ned i jorden. Der er en larmende stilhed. Mange gæster - ingen fra ambassaden Familie, venner og naboer er samlet her foran familiehjemmet i Islamabads arbejderkvarter for at sørge over den 28-årige Shahid Hussain Shah, der arbejdede som vagt foran den danske ambassade. Der er så mange gæster, at familien har været nødt til at sætte et stort telt op på gaden uden for huset. Her kan de sidde og bede i skyggen trods den bagende sol. Men selv om folk fra nær og fjern har været forbi, ringet eller sendt breve, så er der nogen, der mangler. »Min søn beskyttede den danske ambassade. Og så kan de ikke engang komme og kondolere. Jeg har mistet min søn – er det ikke bare en medmenneskelig sympatisk ting i det mindste at kondolere. At sende en tanke?«, spørger Sardar Hussain opgivende. Han er udmattet. Det har været en lang uge, der har taget hårdt på ham og familien, men nok mest af alt hans kone, der stadig er i chok. Hun går rundt med et tomt blik og hverken græder eller smiler. Hun venter stadig på, at hendes søn kommer hjem. Ville tjene sine egne penge Det var hende, der havde presset ham til at finde et arbejde – og han ville ikke svigte sin mor. Så han tog sig sammen. Han synes også selv, at det var på tide at tjene sine egne penge i stedet for at leve af sine brødres.
