Mugabe fortsætter en 36 år gammel krig

Generalsekretæren for Zimbabwes oppositionsparti MDC, Tendai Biti, forsøgte for en god måned siden at få en flok sydafrikanere i Cape Town til at forstå, hvorfor hans hjemland trods periodiske valg aldrig har været et egentligt demokrati. Kernen i hans analyse var, at præsident Robert Mugabes hjerne fortsat er programmeret til at føre den befrielseskrig mod det daværende Rhodesia, som han indledte i 1972 og kronede med sin magtovertagelse i 1980. Det samme gælder for inderkredsen af seks overvejende uniformerede mænd i den Joint Operative Command, der i kølvandet på Robert Mugabes nederlag i første valgrunde overtog styringen af hans genvalg. Ifølge Biti har disse mænd end ikke accepteret opposition som et legitimt koncept. Modstandere skal udryddes, ikke udfordres. Modstandere skal udryddes Og det officielle demokrati har på intet tidspunkt været beregnet til at give befolkningen en chance for at skifte regeringspartiet Zanu-PF ud. »Mugabe har aldrig anset valg for andet end et redskab til at bekræfte hans legitimitet som præsident«, sagde Tendai Biti på mødet i Cape Town. Han mindede om, hvordan Mugabe og hans generaler siden 1980 har valgt de militære løsninger, hver gang de var pressede: Operation Gukurahundi (»Den tidlige regn, der skyller avnerne væk«) i 1980’erne, hvor koreansk trænede specialstyrker myrdede mindst 10.000 under nedkæmpelsen af oppositionspartiet Zapu. Operation Murambatsvina (»Skub affaldet ud«) i 2005, hvor bulldozere gjorde 2,4 millioner mennesker hjemløse i MDC’s højborge i Zimbabwes skurbyer. Og senest Operation Mavhoterapapi (»Hvor satte du dit kryds«), der efter præsidentvalgets første runde, hvor oppositionslederen Morgan Tsvangirai fik fleste stemmer, men ikke nok til en sejr, har terroriseret oppositionens vælgere. Publikum i Cape Town lyttede til Biti, men mest til de små åbninger i hans sortsyn, der kunne opretholde deres optimisme efter MDC’s uventede succes i første valgrunde for knap tre måneder siden. Fordømmelse i Sikkerhedsrådet Siden rejste generalsekretæren hjem og blev anholdt og tiltalt for landsforræderi, mens Morgan Tsvangirai i søndags meldte sig ud af den stadigt blodigere valgkamp og flygtede ind på den hollandske ambassade i hovedstaden Harare. De seneste dages udvikling gav i går endelig FN’s Sikkerhedsråd plads til at vedtage den fordømmelse, som Kina, Rusland og Sydafrika hidtil har blokeret. Og i nabolandet Sydafrika krævede regeringspartiet ANC’s leder Jacob Zuma en »politisk løsning først – derefter valg«, hvilket er en markant skærpelse af præsident Thabo Mbekis eftergivende holdning over for Mugabe. Men hvis vi følger Tendai Bitis tankegang, er der ikke behov for at diskutere politik, men for at forhandle fred i en krig. Det kræver en lidt anderledes tilgang. Politiske forhandlinger forudsætter, at aktørerne bekymrer sig om almindelig anstændighed og om at blive straffet af deres vælgere og af omverdenen, hvis de bevæger sig uden for anstændighedens grænser. I krig er den slags hensyn det første offer. Og fredsforhandlinger lykkes som regel først, når begge parter kan se helt personlige fordele i at indstille skydningen. Frygten for retsforfølgelse I Zimbabwe har situationen hidtil nærmest været den modsatte. Mugabe og de seks mænd i hans Joint Operative Command har så meget blod på hænderne fra de mange operationer mod politiske modstandere, at de frygter at blive slæbt i retten efter et magtskifte. Mange analytikere har derfor længe anset generalerne for at være den største hindring mod et frit valg i Zimbabwe, og nogle mener endog, at de reelt bruger Mugabe som stråmand for deres egen frygt. Hvor præsidentens status som landsfader måske kunne redde ham fra retsforfølgelse, anser generalerne sig selv for mere truede. Derfor har de da også ved adskillige lejligheder understreget, at de er inderligt ligeglade med vælgernes dom. De vil aldrig acceptere andre præsidenter end den nuværende. MDC har imidlertid aldrig formået at tage konsekvensen af Tendai Bitis krigsanalyse og overbevise generalerne om, at de vil have en fremtid i frihed efter Tsvangirais overtagelse af magten. I stedet er de formentlig mere optaget af, at den internationale straffedomstol i Haag de seneste år har haft ganske godt tag i tidligere afrikanske ledere. Opposition forærede Mugabe pointe Hvor det i Sydafrika lykkedes Nelson Mandela at berolige landets hvide mindretal med løfter om amnesti, talte Morgan Tsvangirai længe om at stille Zimbabwes magthavere til regnskab for deres overgreb. Og da han i nogle timer efter første valgrunde lignede en vinder med absolut flertal, savnede mange den store forsonende tale, hvori han kunne understrege, at han ville være præsident for både venner og fjender. Ved i udstrakt grad at lade partiet finansiere af Zimbabwes hvide mindretal af overvejende britiske statsborgere har MDC i stedet selv bidraget med ammunition til Robert Mugabes påstand om, at 1970’ernes befrielseskrig aldrig er afsluttet. »Zimbabwe mod verden« Hans informationsminister Sikhanyiso Ndlovu bidrog forleden til temaet, da han forklarede regeringens beslutning om at gennemføre valget trods Tsvagirais boykot: »Det er et valg, hvor Zimbabwes folk er oppe mod Storbritannien og USA«. Derfor vil hverken MDC eller omverdenen formentlig komme nogen vegne ved at fokusere på formalia omkring valghandlingen. I stedet er opgaven at afslutte en krig, der begyndte for 36 år siden.