Selv om Mvuyo Tom er en generation yngre end Nelson Mandela, har de fælles oplevelser:
Begge fik forbløffende comebacks, efter at de som unge politiske lømler blev smidt ud af Fort Hare, engang Sydafrikas eneste universitet for sorte. Mandela endte som landets præsident. Og Mvuyo Tom blev sidste år rektor på det selv samme universitet, som for 25 år siden gav ham en enkeltbillet med toget hjem til hans forældre. Fortalte selv om fortiden Det var dengang straffen for en politisk demonstration mod Sydafrikas daværende racistiske apartheidstyre. »Mine universitetspapirer blev tjekket før udnævnelsen, men de fandt ingen bemærkninger om min bortvisning«, griner Mvuyo Tom. I stedet skyndte han sig selv at fortælle om affæren i sin første tale som rektor. For både hans egen og Fort Hares historie handler jo om, at en fortid som rebel kun gør dig mere respekteret som regent i dagens Sydafrika. Da hunde bed børn Dengang, i 1973, var Mvuyo Tom ikke særlig stolt af at være gået glip af en uddannelse på et universitet, der blandt sine tidligere studerende talte en række af Afrikas mest prominente frihedshelte: Nelson Mandela, Zambias Kenneth Kaunda, Ghanas Kwame Nkrumah, præsident for det sorte Afrikas første selvstændige nation. Ja, selv Zimbabwes Robert Mugabe gik her i et meget tidligere liv. Mvuyo Toms hjemsendelse fulgte i kølvandet på en demonstration mod bortvisningen af nogle medstuderende, der kulminerede med, at »politiets hunde fik en masse sjov ud af os«. Faren gav sin accept På vej hjem i toget frygtede han reaktionen fra sin far, der var arbejder og havde investeret sine få penge i at give sønnen og dermed familien en bedre fremtid. »Men han sagde: »Da jeg i fjernsynet så billederne af hunde, der bed børn, vidste jeg, at det ville du ikke tolerere««. »Min fars accept af, at der var et større billede, har guidet mig gennem hele livet«, siger Mvuyo Tom. Det større billede var kampen mod raceundertrykkelsen. Det umulige kompromis Mandela fortæller i sin selvbiografi, ’Vejen til frihed’, at han var igennem lignende kvaler, da han blev smidt ud for sin protest mod udemokratiske valg til Fort Hares studenterråd: »Saboterede jeg min egen akademiske karriere på grund af et abstrakt, moralsk princip?«, spørger han. Men ved samme lejlighed opdagede Mandela den drivkraft, der siden skulle gøre ham til leder i frihedsbevægelsen ANC: »Jeg vidste, det var dumdristigt af mig at forlade Fort Hare, men i det øjeblik, jeg var nødt til at gå på kompromis, kunne jeg simpelthen ikke«. Imponeret af premierministeren Nu skal man ikke tro, at Mandela allerede på Fort Hare havde gang i et oprør mod de hvide undertrykkere. Han fortæller i ’Vejen til frihed’ om sin bestyrtelse, da en af hans venner kalder en hvid mand en »slubbert«. Og da Sydafrikas premierminister Jan Smuts kom for at tale på Fort Hare, var Mandela både imponeret over manden og lettet over, at Smuts talte engelsk med en lige så stærk accent som han. 60 år senere – i 1990’erne, hvor Mandela i mellemtiden var blevet præsident – blev hans nasale, drævende udtale af engelsk højeste mode blandt unge studenterpolitikere på Fort Hare. »Vi vil nå langt« Universitetet er fortsat en kuvøse for fremtidens politikere, siger Sibongile Matiti, der er næstforkvinde i studenterrådet og drømmer om en fremtid som rådgiver for en politisk organisation: »Vi har et fælles mål. Og det er, at vi vil nå langt. Alle de ledere, der har været her, havde store ambitioner«. Som datter af en rengøringsassistent og en buschauffør – og en af otte søskende – blev Sibongile Matiti allerede i gymnasiet tiltrukket af ANC’s ungdomsliga, der ligesom studenterorganisationen Sasco hører til på regeringspartiets venstrefløj. »Sasco er trinbrættet til ungdomsligaen, som er trinbrættet til partiet«, siger hun. Befrielse før uddannelse Den tætte sammenhæng mellem politik og uddannelse stammer helt tilbage fra kampen mod apartheid. Tre år efter at Fort Hares nuværende rektor, Mvuyo Tom, blev bortvist fra universitetet i 1973, blev strejkende skolebørn i Johannesburg myrdet af politiet under Soweto-opstanden. Med slagord som ’Befrielse før uddannelse’ brugte hele generationer af både lærere og elever siden mere tid på demonstrationer end på den tredjerangs uddannelse, som det hvide styre tilbød til sorte. De yngste af Fort Hares nuværende studerende var 5-6 år gamle ved Mandelas magtovertagelse i 1994. De har derfor fået hele deres uddannelse i det demokratiske Sydafrika. Men det har deres lærere ikke, og overalt i landets skoler og på universiteterne kæmper man derfor med fortidens spøgelser. De iturevne eksamener Dagen før vores interview har Mvuyo Tom oplevet, hvordan datidens politiske vold har overlevet i nutidens lønkamp. I Fort Hares sportshal havde han svært ved at holde tårerne tilbage, da strejkende lærere løb ind og forstyrrede årets eksamen. »Jeg var rasende over at se voksne mennesker – der kender værdien af uddannelse – rykke de studerendes opgaver i stykker. Forventes jeg at give apartheid skylden for det? Mange af de studerende kommer fra fattige kår. Så jeg sagde til de strejkende: »Hvordan kan I ødelægge deres fremtid og samtidig hævde at repræsentere arbejderklassen?«. Studerende er mere egocentrerede Rektoren var den dag mere imponeret af de studerende: »I min tid ville vi have slået igen. Men de kom blot for at spørge, hvordan de kan få lov at skrive deres eksamen om«. Det passer dog ganske godt med de studerendes livsindstilling: »I dag er de mere egocentrerede end fokuserede på sociale spørgsmål. De vil have job. I min tid gik vi ikke op i arbejde, men i at finde ud af, hvordan samfundet var skruet sammen«, siger rektor. »Det er utroligt, hvor meget egocentri, der er i samfundet i dag, selv blandt politikere. Dengang, med undertrykkelsen, var det lettere at tænke på det større billede. Et af frihedens ofre har været folks evne til at involvere sig i sociale spørgsmål. Fornemmelsen af, at man selv kan gøre noget, er forsvundet«. Skal kende Mandelas værdier Rektoren går derfor med planer om at introducere et grundkursus, hvor de studerende – og måske nogle af de strejkende lærere, fornemmer man – skal lære Mandela-generationens værdier at kende. »Det skal forbinde dem med samfundet og med Afrika. Studerende i naturvidenskaberne skal lære om den sociale kontekst, så de kan bruge deres viden på et etisk grundlag«, siger rektoren.
