En flygtning opfordres til at krydse sit spor

Aaron Booysens var dreng, da Nelson Mandela i 1941 dukkede op som flygtning i Johannesburg. »Han gemte sig dernede«, siger han og peger på trappen ned til et lavloftet kælderværelse i Alexandra, storbyens tættest befolkede township. På sengen under en nøgen pære sidder en kvinde og skutter sig foran en varmeblæser på nogle ganske få private kvadratmeter. »Vi hentede aviser til ham. For han var politiker, og politiet var ude efter ham«, siger Aaron Booysens. Men dermed er vi sprunget nogle år. For da Nelson Mandela først kom til Johannesburg, var han ikke på flugt fra politiet, men fra det gamle stammesamfund på landet, hvor en af xhosa-folkets konger havde arrangeret et uønsket ægteskab for ham. Det politiske kom først i anden række. Og sådan er det stadig i Alexandra, hvor nutidens flygtninge har rigeligt at gøre med blot at overleve. Stilhed brudt af skrig I årenes løb er hver en ledig kvadratmeter i Alexandra blevet dækket med bugnende blikskure, adskilt af travle gyder, hvor formiddagens vasketøj i en nærmest organisk bevægelse erstattes af eftermiddagens legende børn og nattens voksne på jagt efter smøger og snak. Undertiden slagtes her også en ged og en ko. Eller et menneske. »Livet var berusende og usikkert i Alexandra«, skriver Nelson Mandela i sin selvbiografi ’Vejen til Frihed’. »Det var farefuldt at gå hjem om natten, for der var ingen lys, og stilheden blev brudt af skrig, latter og undertiden skud«. I dag er det hele stadig hyllet ind i lugten af rådnende affald og lyden af tidens hotteste hits. »Det kan ryste hele townshippen«, siger Aaron Booysens stolt om det stereoanlæg, som naboen til Mandelas første vært i Alexandra har installeret i sin smugkro. På væggen har han en bøde for ulovlig besiddelse af en revolver. Dokumentet stammer fra årene under det racistiske apartheidstyre, hvor den slags var et statussymbol. Nedarvet dovenskab Alexandra har altid levet intenst og helt ude på forkanten af tidens bølger. Her deltog Nelson Mandela i en af sine første politiske protester, en busboykot i 1943, hvor tusindvis af beboere valgte at gå til arbejde i protest mod de høje billetpriser. Og her blev de første flygtninge myrdet, da frustrationer over fortsat fattigdom i det ny Sydafrika for et par måneder siden eksploderede i vold mod udlændinge. Sidstnævnte piner Aaron Booysens: »Flertallet her brød sig ikke om det. Nogle siger: De tager vores job. Men de fleste af dem er jo dygtige og slet ikke som os sydafrikanere. Vi er dovne, vi gider ikke grave render til elkabler eller tage en trillebør og køre ned og fylde den med jord for at dyrke grøntsager og kartofler mellem husene«. Aaron Booysens mener, at dovenskaben begyndte i apartheidårene. »Den kom snigende, fordi de hvide undertrykte os. De samlede os op på gaden og sendte os på tvangsarbejde«, siger han for at forklare, hvorfor han og vennerne foretrak at gemme sig i kældrene med et kortspil i stedet for at arbejde. Grænserne på vid gab En anden af områdets veteraner mener, at Alexandra nu betaler prisen for, at Sydafrika i de første euforiske år efter Nelson Mandelas magtovertagelse åbnede sine grænser på vid gab for resten af kontinentets fattige. »Vi havde dårligt nået at vænne os til demokrati, før folk strømmede ind for at nyde mulighedernes land. Vi har fået så mange rettigheder og så få pligter. Det er ikke et nemt koncept for folk«, siger Patience Pashe, forkvinde for organisationen Kvinder for Fred, der har brugt sit liv på at bremse ofte dødelige politiske konflikter i Alexandra: »Stedet her er blevet sammenlignet med alt for mange rotter i en alt for lille kasse. Når maden slipper op, begynder folk at vende sig mod hinanden«. Mandelas kærlighed Under tidligere uroligheder i 1995 tog Nelson Mandela selv til Alexandra og sagde: »Da jeg boede her, ignorerede folk etniske forskelle. Vi var alle Alexandrians. Vi var ét folk, og vi strittede imod, hver gang apartheidregeringen forsøgte at splitte os. Det gør mig vred og ked af det at se det voksende had mod fremmede«. Selv om Mandela levede det meste af sit liv i Johannesburg i Orlando, en township i det langt større Soweto, glemmer han aldrig de første år i storbyen: »Jeg betragtede altid Alexandra som et hjem, hvor jeg ikke havde noget bestemt hus, og Orlando som et sted, hvor jeg havde et hus, men ikke noget hjem«. I Mandelas gamle kvarter i Alexandra mener beboerne, at han passende kunne have brugt sin indflydelse som præsident til at sikre dem tak for gæstfriheden i hans yngre år. Deres problem er, at de på papiret end ikke ejer det hus, hvor Mandela boede til leje. Tre fjerdedele af Alexandra blev eksproprieret af det hvide apartheidstyre og derpå lejet ud til de tidligere ejere. Opførelsen af et Mandela-museum er derfor gået i stå, fordi den oprindelige ejer af grunden aldrig blev spurgt om lov og protesterede, da han opdagede, hvad der var gang i. Mandela er tavs Som tusinder af andre havde ejeren af museumsgrunden efter Nelson Mandelas magtovertagelse i 1994 henvendt sig til landets landkommission for at få sin jord igen. »Vi tænkte: Halleluja, nu får vi vores ejendomme tilbage. Men vi slås stadig«, siger Ethel Mngomezulu, der er i samme situation. Hun bor i et hjørne af en stor grund, hvor hendes far opførte en række huse til udlejning. Men hun kan ikke opkræve husleje, fordi landkommissionen efter 14 år med demokrati stadig ikke er færdig med at behandle hendes krav om at få den eksproprierede jord tilbage. »Vore fædre gemte Mandela, da han var ung og på flugt fra politiet. Men nu hører vi intet fra ham, når vi klager vores nød«, siger Ethel Mngomezulu . Skuffelser over manglende fremskridt på alle fronter bar meget af det fremmedhad, der for tre måneder siden rullede gennem Alexandra. Men Aaron Booysens mener, de unge – det vil sige folk, der er yngre end hans egne 75 år – for hurtigt har glemt den arv, som Mandela efterlod dem: »Jeg kan nu tale med pressen. I gamle dage var jeg blevet arresteret. I dag er jeg fri, takket være Mandela. Jeg er rig, når jeg kan sidde her og nyde solen«. Booysens forsikrer, at der kommer yderligere forandringer i hans og Mandelas levetid: »Alexandra vil blive som Amerika. Og Mandela vil ikke dø, før alt er ordnet. Da vil Gud endelig sige: Nu kan du komme herop og hvile dig«.