Pludselig bryder det hele sammen for hospitalsassistenten Ziyad Abu Hassanein. De fem børnelig gør udslaget. Midt i arbejdet med at rengøre og svøbe dem knækker han sammen, går ned på knæ og begynder at græde. To kolleger går hen til ham og holder hans skuldre. Han ryster sig fri, retter sig op og læner sig mod væggen, mens han suger vejret ind. Så vender han sig tilbage til arbejdet med at få liget af den femårige dreng Azzeddin al-Batran til at se nogenlunde præsentabelt ud. Det er ikke helt let. Hele baghovedet er sprængt af. Rigeligt at se til Dette arbejde har været hans virkelighed de seneste tre uger.
Det var ikke helt det, han havde forestillet sig, da han for tre måneder siden tog et arbejde på det store Al-Aqsa Hospital i Deir Al Balah i hjertet af Gaza. Før da havde han været altmuligmand, men uden arbejde i områdets kvæstede økonomi. »Så tog jeg dette job. Egentlig er jeg sikkerhedsvagt. Men når der er mange martyrer, hjælper jeg sygeplejerne og lægerne. De har nok at se til«, siger den 41-årige palæstinenser med det kortklippede sorte skæg og de markerede øjne. Han anvender det ord, alle i Gaza bruger om krigens palæstinensiske ofre. Da Israels offensiv begyndte 27. december, fik han rigeligt at se til. Han skønner selv, at han personligt har været i kontakt med 130 til 140 lig i hospitalet, der er et af de største i Gaza. »Hvorfor skal de slås ihjel?« Måske er det en overdrivelse. Men næppe en stor af slagsen. Hver dag kommer der døde gennem Al-Aqsa Hospitalet. Nogle dage mange. »Jeg ser så mange uskyldige – børn, kvinder, gamle mennesker. Civile, der ikke er medlemmer af nogen bevæbnede grupper. Det er værst, når det er børn. De er jo helt uden skyld. Hvorfor skal de slås ihjel?«, spørger han vredt. Den raket, der dræbte dem fredag ved solnedgang, var ikke et vildskud. Den blev affyret fra en Apache-kamphelikopter, siger de lokale i den lille flygtningelejr Al-Buraij lidt nord for Deir Al Balah. Raketten slog et tre meter bredt takket hul i muren til lejligheden på tredje sal og dræbte alle seks indbyggere. Målet var børnenes far Det egentlige mål var en lokal Hamas-militant, børnenes far, Issa al-Batran. I modsætning til mange andre Hamas-medlemmer havde han ikke rømmet sit hjem, måske han var så lavt i graderne, at han troede sig sikker. Måske af dumdristighed. I alle tilfælde var det de forkerte, der tog mod den voldsomme sprængning. Og nu er de havnet hos Ziyad, der prøver at fuldføre sit arbejde, som han plejer. Sønderrevne kropsdele skal dækkes til, så ligene udstråler en vis værdighed. Det værste blod skal vaskes af. Ofte tænker han på sine egne ni børn i Deir Al Balah, siger han. Den ældste er 20 år, den yngste kun to måneder gammel. Måske er det derfor, det indimellem er så svært for ham at holde følelserne i ave. »Vis det til verden« Pludselig, midt i arbejdet, flammer han op. Han vender sig mod os og råber: »Dette her skal I vise til verden! Vis det!«. Han åbner en af de små sorte plastikposer, der ligger på jorden op ad den ene væg i det lille stenrum tværs over for væggen med de ni stålgrå kølebokse. Op ad den ene trækker han en afrevet fod. En til fra den næste. Knogler stikker op fra dem begge.
