Elisabeth F. brugte papirlapper og den hvide margin på ugeblade til at skrive små notitser, der tilsammen skulle blive en lille dagbog over de lidelser, hendes far, den 73-årige østriger Josef F., tilføjede hende og hendes børn i et kvart århundrede.
Dagbogen skjulte hun for sin far, så den måske kunne blive hendes testamente, hvis hun og hendes tre børn fandt døden i deres fængsel. Sammen med 11 timers videooptagelser gav disse notitser i går nævningene i retslokalet i den østrigske provinshovedstad Skt. Pölten det første indblik nogensinde i et menneskeskabt helvede. I den skimlede, klamme, iltfattige, snævre, lavloftede og ofte bælgmørke og vinduesløse kasemat under villaen i Amstetten levede Elisabeth i 24 år, datteren Kerstin i 19, og sønnerne Stefan og Alexander i henholdsvis 18 og 5 år. Arealet var ca. 60 kvadratmeter. Sultede og havde problemer med vejrtrækningen Bag lukkede døre, og i selskab med den anklagede Josef F., hørte nævningene en historie om en ståldør, der trods Josef F.s forsikringer over for politiet om det modsatte, aldrig ville kunne åbnes uden hans aktive medvirken. De hørte om en levende begravelse, hvor ingen af de fire indespærrede havde retten til deres eget liv, hvor de var udleveret til deres lunefulde fars voldsregimente, hvor de aldrig vidste, hvornår han kom og gik, hvor de ofte sultede og knap kunne trække vejret. Josef F. står anklaget for i alt seks forhold: mord, slaveri, voldtægt, frihedsberøvelse, tvang og incest. På det første retsmøde mandag tilstod han incest, tvang, frihedsberøvelse og voldtægt, det sidste dog kun »delvis«. Han afviste anklagen for slaveri og for mord. Volden var et fast holdepunkt Man kan dele de fire indespærredes lidelser op i to forskellige kapitler af den samme historie. Det første kapitel handler om det sikre, det andet om det uvisse. For de indespærrede var faderens vold et fast holdepunkt. Han antages at have voldtaget sin datter Elisabeth mindst 3.000 gange, fra han lukkede hende inde som 18-årig, til hun endelig kom fri i april sidste år, 42 år gammel. Ofte så voldeligt, at hun kom alvorligt til skade. Voldtægterne og den ledsagende fysiske mishandling foregik for øjnene af børnene. Var der mukkeri eller modstand, afbrød Josef F. strømmen til kælderfængslet. Så kunne familien leve i det fugtige indelukke sammen med rotterne og uden varme og lys i op til ti dage, ofte også uden nye forsyninger af mad. På den måde knækkede han enhver modstand. Duftprøver til nævningene Under retsmødet i mandags gav anklageren, Christiane Burkheiser, nævningene en bakke med genstande, hun havde hentet dernede. »Duftprøver«, kaldte hun dem. »Her kan De lugte 24 år«, sagde hun. Flere af de otte nævninge afstod. Værst var dog de forestillinger, der knyttede sig til den lukkede ståldør – og de tre yderligere ståldøre, der skilte de levende begravede fra verden ovenover. Den kendte de fra tv-billeder og fra de familiefotos, som deres bøddel hængte op dernede af de tre søskende, han havde taget fra Elisabeth ved fødslen og givet sin kone i pleje. På billederne kunne de se deres søskende lege i det fri og leve en tilværelse, de ikke selv kunne drømme om. Det var det sikre. Han truede med at gasse dem Det uvisse bestod i truslerne, bødlens uanmeldte besøg og den død, der altid må have været dem nær. Josef F. truede dem med at forvandle kælderen til et gaskammer, hvis de forsøgte at flygte, hvad der i sig selv var umuligt. Kælderen havde en luftskakt, hvorigennem han ville pumpe gas, der på få minutter kunne kvæle dem. I de usunde omgivelser blev børnene ofte syge eller fik tandpine. Til læge kunne de ikke komme, og Josef F. bestemte selv, hvad han ville give dem af lindrende midler. Ingen vidste, hvad der ville ske, hvis en sygdom pludselig udviklede sig til en dødelig trussel. Josef F. blev aldrig træt af at gentage, at deres fængsel også kunne blive deres grav. Dødt spædbarn brændt i ovn Et tilfælde kunne de lære noget af. 28. april 1996 fødte Elisabeth F. tvillinger. Det var den eneste af hendes i alt seks fødsler, hvor Josef F. var til stede. Den ene af tvillingerne, der fik navnet Michel, fik et par timer efter den utvivlsomt hårde hjemmefødsel åndedrætsproblemer, kunne ikke længere ammes og blev blå i huden. Josef F. overværede forløbet både den dag, drengen blev født, og den næste, da han igen kom ned i kælderen. Det var åbenbart, at barnet var i livsfare. Men i stedet for at bringe den lille til læge, svarede Josef F. sin datter: »Det må gå, som det går!«. To dage efter fødslen døde Michel. Josef F. skaffede liget af vejen i en brændeovn. Læger har over for statsadvokaten attesteret, at barnets defekt nemt havde kunnet behandles på et hospital, og at Michel ikke ville have fået mén. Det er for denne forsømmelse, at Josef F. anklages for mord – en anklage, han afviser. En yngre bror til Elisabeth, den 25-årige Harald, som Josef F. fik med sin kone, Rosemarie, har i et båndet forhør fortalt retten, at også han selv og to af hans seks legitime søskende, R. og E., samt Rosemarie selv, blev slået, mishandlet og truet med døden af faderen, alt sammen i villaen oven over det kælderfængsel, de intet vidste om. Mareridtet er ikke forbi Anklagen for slaveri bygger på påstanden om, at de fire indespærrede levede i fuldstændig afhængighed af Josef F. De rådede ikke over deres eget liv, heller ikke over nogen ejendom. De kunne ikke selv bestemme, hvad de ville spise, eller hvordan de ville klæde sig, og de måtte tåle enhver mishandling, herunder for Elisabeths vedkommende voldtægt gennem 24 år. De måtte altid stå til faderes disposition, som var de hans ejendom. Også denne anklage afviser Josef F. Anklageren, Christiane Burkheiser, sagde i mandags, at det ofte kan ske, at mennesker, der er i yderste nød og rædsel, vågner op af deres ulykke som af et mareridt. Pinslerne er forbi, døren til friheden er åbnet. Det er ikke tilfældet med F.s familie, sagde Burkheiser. Den er kommet op i dagslyset, men dens mentale mareridt fortsætter.
