Tidligere nazivagt, John Demjanjuk, har i 11. time fået udsat udleveringen til Tyskland, hvor han skulle for en dommer og bøde for sine forbrydelser under 2.verdenskrig.
Han blev hentet i sit hjem i Cincinatti, USA i går for at blive fløjet til Tyskland, hvor en dommer i München skulle gennemgå hans sag. Han nægter selv at have begået forbrydelserne.
Han er nu sat i fodlænke, og opholder sig foreløbigt i hjemmet, mens de amerikanske myndigheder vurderer, om sagen skal genåbnes.
Kan ikke klare transporten
Ifølge sønnen vil den 89-årige forhenværende nazivagt ikke overleve en tur til Tyskland.
»Han har været igennem meget smerte under transporten i dag«, siger John Demjanjuk Junior til AP.
Familien har derfor forsøgt at få udsat rettergangen, og kalder det for »torturlignende forhold«, at den 89-årige skal deporteres til Tyskland.
Anklaget for drab på 29.000 jøder
Anklagere i Tyskland beskylder ham for at være medskyldig i drabet på 29.000 jøder i 1943.
Forbrydelserne skulle være sket, mens han arbejdede i koncentrationslejren Sobibor i Polen, hvor han angiveligt personligt har ført jøder til gaskamrene.
John Demjanjuk - med tilnavnet 'Ivan den Grusomme' – emigrerede til USA efter krigens afslutning.
Fra nazivagt til industriarbejder
I USA kom Ivan til at hedde John, og den tidligere nazivagt skiftede karrieren ud med et job i den amerikanske bilindustri indtil pensionsalderen.
I 1988 fik han en dødsdom i Israel for hans medvirken i jødeforfølgelserne under krigen.
Efter nogle år i et israelsk fængsel mellem 1988 og 1993, erkendte den israelske højesteret dog, at det ikke kunne bevises, at John Demjanjuk og ’Ivan den Grusomme’ var én og samme mand. Derfor blev han løsladt og vendte tilbage til USA.
Under anklage flere gange
I 2002 kom han endnu engang i myndighedernes søgelys. Og en amerikansk domstol dømte ham for at have arbejdet på tre koncentrationslejre under 2. verdenskrig. Det kostede ham hans amerikanske statsborgerskab.
Efterfølgende har den tyske efterretning bedt USA om at udlevere John Demjanjuk, så han kan blive retsforfulgt i sin tidligere hjemby München.
Deportationen er nu udsat for anden gang.
Han nægter selv at have spillet nogen rolle i jødeforfølgelserne. Han forklarer, at han blev indkaldt til den russiske hær i 1941, og siden blev taget til fange i Tyskland, hvor han arbejdet i en tysk fangelejr indtil 1944.
fortsæt med at læse





























