Portræt: Symbol på verdens godhed og Kinas ondskab

Den 14. Dalai Lama har med stor dygtighed formået at skaffe sig venner i Vesten, siden han i 1989 blev tildelt Nobels Fredspris. Året forinden havde han i en tale til Europaparlamentet markeret, at Tibets sag fremover skulle ’internationaliseres’. Det skete som en reaktion på, at flere års hemmelige forhandlinger med Beijing om hans mulige tilbagevenden til det hjemland, han flygtede fra i 1959, var slået fejl. I april 1991 mødtes han i diskretion med daværende præsident George Bush. I 1993, 1994 og 1995 fik han atter adgang til Det Hvide Hus, denne gang hos præsident Bill Clinton, (alle fire gange kom han ind i den amerikanske præsidentbolig ad en sjældent brugt sidedør – og uden at pressen var til stede). Dalai Lama opgiver kravet på fuld uafhængighed Trods betydeligt pres fra Kongressen har USA, som er Kinas største handelspartner, aldrig indført sanktioner mod Kina – et skridt, der skulle begrundes med den fortsatte kinesiske undertrykkelse i Tibet. Det kan være en del af forklaringen på, at Dalai Lama for flere år siden har opgivet kravet om fuld uafhængighed for sit hjemland og i stedet satser pragmatisk på en hjemmestyreordning, der respekterer kinesisk overhøjhed. Dalai Lamas status som åndeligt og politisk overhoved blev formelt indledt i 1950, mens han endnu var teenager. Det var samme år, som Tibet blev invaderet af Kinas kommunistiske hær, der med Mao Zedong i spidsen havde udråbt Folkerepublikken Kina året før. I ni år forsøgte Dalai Lama at leve i en form for fredelig sameksistens med de nye kinesiske herskere, men eksperimentet faldt skidt ud. I 1959 gjorde tibetanerne oprør mod Kinas overherredømme, og Dalai Lama måtte tage flugten til Indien, ledsaget af tusinder af landsmænd. Gør kål på den indre kyniker Alle os, der har haft den ære at træffe Hans Hellighed den 14. Dalai Lama, har oplevet, hvorledes han er i stand til med få ord at gøre kål på den indre kyniker i selv de mest hårdhudede eksemplarer af menneskeracen. Det er her, vil mange sige, at hans guddommelige egenskaber træder frem. Når Dalai Lama nu atter betræder dansk jord, vil det stå lysende klart, at næsten alle i dette land elsker ham – når vi lige ser bort fra medarbejderne på Den Kinesiske Folkerepubliks ambassade i Hellerup, hvor der er dømt hårdt overarbejde, vrede og frustrationer. Dalai Lama, hvis jordiske navn er Tenzin Gyatso, besidder den blanding af ophøjet karisma og nede-på-jorden jovialitet, enhver dansk politiker ville kunne vinde det næste folketingsvalg med. Hvis vi forestiller os en konkurrence på begavet forførelseskunst mellem Dalai Lama og hans kollega i Vatikanet, kan ingen være i tvivl om udfaldet. Katolikkerne må hulke af ærgrelse og arrigskab på pavens vegne. I det daglige står Dalai Lama i spidsen for de ca. 125.000 tibetanere i eksilregeringens hovedsæde i Dharamsala i det nordlige Indien, men han er også et religiøst og åndeligt samlingspunkt for de sandsynligvis knap seks millioner tibetanere i Kina, Nepal, Bhutan – ja, og så de få, der har bosat sig i resten af verden. Hjem i statsministerboligen Vor statsminister vil i dag ikke holde sig tilbage for sin forgænger, Anders Fogh Rasmussen, som i 2003 tog imod Hans Hellighed på Marienborg, statsministerens embedsbolig, som i dagens anledning er blevet gjort privat, meget privat. Lars Løkke Rasmussen tilbyder dermed langt mere end lidt småsnakken i et lufthavnslokale, som det i sin tid foregik med Fogh Rasmussens forgænger, Poul Nyrup Rasmussen. Det skal erindres, at udenrigsminister Per Stig Møller (K) tilbage i 2003 sagde nej til et tibetansk ønske om, at EU udpeger en særlig udsending til Tibet. Så det bliver ved den fotogene symbolpolitik, som Dalai Lama er en sand mester i. Dalai Lamas kolossale popularitet betyder, at han bliver brugt som symbol af politiske kræfter med andre og mere brogede dagsordener. Her er der plads til nyreligiøse spiritualister, demagogiske antiglobalister, uskyldsrene fromhedsdyrkere, sammenbidte og fanatiske antikommunister, menneskeretsforkæmpere af alle kulører og ikke mindst dem, der frygter, at et økonomisk og politisk stærkt Kina vil dominere det 21. århundrede. Kritikere anfører, at denne voldsomme politisering af en sag, der inderst inde handler om et folks ret til ikkevoldelig religionsudøvelse, i realiteten er kontraproduktiv og dermed skader tibetanernes sag. Den gode sag shanghajes til andre formål Nemt har han det således ikke, den sympatiske Tenzin Gyatso. Populariteten og de brede smil kan ikke skjule, at den gode sag alt for ofte shanghajes – med eller uden statsministerhåndtryk – til andre og mere åndelige formål end at hjælpe tibetanerne til et mere værdigt liv. Eller hvad var det, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde til Dalai Lama i 2003? »Vi må opfordre Kina til at indlede forhandlinger med Dalai Lama«, lød det. Hvad vil Lars Løkke Rasmussen sige til Dalai Lama i dag? Her er er et kvalificeret bud på, hvad statsministeren tænker, men ikke kunne drømme om at udtale: »Kære Dalai Lama. Efter 1989, da De fik Nobels Fredspris, blev Kina reddet af kapitalismen. Efter 2009 er det Kina, der skal redde kapitalismen. Hvad vil De have, at jeg og EU og USA skal stille op med den situation?«