Når tidligere premierminister Tony Blair i dag skal løbe spidsrod mellem vrede demonstranter for at komme ind og stå til regnskab for krigen i Irak, er det nemt at glemme, hvor populær han var engang. Året var 1997, måneden var maj, og der skinnede en ny slags sol over ’Cool Britannia’. Tony Blair havde stået i spidsen for en valgsejr så overbevisende, at den ganske enkelt pulveriserede de konservative i en sådan grad, at det skulle tage partiet et årti at blive taget alvorligt i britisk politik igen. Som en af landets yngste premierministre stod Tony Blair dengang for håb, dynamik og ideologi på en måde, som Barack Obama senere skulle gøre det for USA.
LÆS OGSÅ Blair skal i vidneskranken
Hans indtog i Downing Street var et triumftog og begyndelsen på den længste periode, nogen premierminister fra Labour nogen sinde har været ved magten. Valgsejren kom tre år efter, at Blair kom til magten i Labour og gik i gang med at reformere en forstokket forsamling af betonsocialister til et valgbart parti, der appellerede til den britiske middelklasse. Det skete ikke bare med en fantastisk tilrettelagt kampagne , men også med Tony Blairs gudbenådede talegaver, der gang på gang talte et mukkende Labour-parti til ro og fik dem til at skue ud mod nye horisonter. Så op til Mick Jagger
