Bystyret i Paris rydder op i fattiges teltlejre

I vinter var de alle vegne. På avenuerne, boulevarderne, ved Centre Pompidou og under broerne ved Musée d'Orsay, Louvre og Eiffeltårnet. Teltene. De røde, blå og grå interimistiske nylonhjem, som hjælpeorganisationen Médecins du Monde delte ud, for at de tusindvis af hjemløse, der sover på gaden i den franske hovedstad, kunne klare kuldegraderne. Men i dag er der intet spor af teltene i midten af byen. Bystyret med den socialistiske overborgmester Bertrand Delanoë i spidsen ville nemlig ikke have spoleret Paris' image som en af Europas smukkeste byer med hundredvis af telte og camperende hjemløse omkring nogle af de mest besøgte seværdigheder - og så var det selvfølgelig også for at tage de hundredvis af naboklager alvorligt fra de parisere, der ikke brød sig om, at de hjemløse slog sig ned i deres nabolag. Mæglere på arbejde Der er dog ikke tale om at tage teltene fra de hjemløse med magt. I stedet har en række mæglere forsøgt at overbevise de hjemløse om, at det er bedre for dem med sommerens trykkende hedebølge at flytte på et herberg, hvor der er skabt ekstra pladser til lejligheden. At rådhusets strategi handler mere om at rydde op i den centrale del af pariserpostkortet end om et reelt forsøg på at hjælpe folk i nød, demonstreres tydeligt af en tur langs Canal Saint Martin i Paris' ydre og mindre velstående arrondissementer. 'En skændsel' Her er der stadig masser af telte langs kanalen og ingen intense forsøg fra rådhusets side på at få folk væk fra gaden og skaffe dem et sted at bo. »Det er en skændsel. Helt ærligt«, siger Corinne. Hun sidder i skyggen fra et poppeltræ ved en af broerne over kanalen ved Quai Valmy i 10. arrondissement. Hun har været hjemløs i over fire år. Men hun har været så 'heldig' at få et hotelværelse til sig selv og sin 2,5 år gamle søn. Hellere bo i telt Hun sætter med vilje 'heldig' i gåseøjne, for hun ville faktisk hellere bo i et telt sammen med sin kæreste René, der er oppe at hente vand til den lille lejr, hvor temperaturen ligger omkring 38 grader. »Men jeg må ikke bo i et telt med min søn. Det er der skam love imod, så i stedet bliver jeg skilt fra min kæreste og skal punge ud med 620 euro om måneden til et latterligt værelse på 12 kvadratmeter«, sprutter Corinne. Og ikke tale om at hendes kæreste kan flytte med hende. De to ville ellers gerne bo sammen. Men efter de drabelige brande sidste sommer, hvor en række hoteller, der bliver brugt til at huse hjemløse, gik op i flammer, og adskillige mennesker omkom, har myndighederne dikteret, at der af sikkerhedshensyn kun må bo to personer pr. værelse. Også selv om den ene er et 2,5 år gammelt barn. Rodet - men stadig at foretrække »De tager jo ikke hensyn til, at vi rent faktisk har et liv. Så det er vel egentlig ikke så mærkeligt, at mange afviser herbergerne. De er fulde af narkomaner og drankere, og folk stjæler ens ting. Her i lejren passer vi på hinanden, og René er der altid til at holde øje med de andres sager«, siger hun og vinker til René, en blond mand med en trind vom, der kommer trissende med en posefuld vanddunke, som han firer ned til lejren med et sindrigt snoretræk. En karseklippet mand i bar overkrop, tilsået med tatoveringer tager imod og rækker flaskerne videre over til bordet i den sirlige lejr. Ved siden af teltene står en solparasol, en ramponeret kommode og op ad bordet står en kost og en fejebakke, selv om bordet er anbragt på en blanding af støv, udtørret græs og jord. Alligevel ville Corinne foretrække at bo her i et telt med René. »Så havde vi for eksempel råd til noget ordentlig mad. Ja, du kan jo selv prøve at regne på det«, siger hun. Corinne betaler 620 euro (4.640 kr.) om måneden for sit hotelværelse og ca. 63 euro (471 kr.) for den lilles vuggestue. Så er der 219 euro tilbage af hendes bistandshjælp. »Det er - undskyld jeg bander - fandeme ikke meget. For på hotellet kræver de f.eks. 3 euro (21,50 kr.), hver gang jeg vil tage en douche, og det har man - uden at gå i intime detaljer - tit lyst til her i lummervarmen«, siger hun og fugter panden med en våd klud. Herberget har lukketider Ingen af de hjemløse omkring bordet ville tage imod en plads på et herberg, hvis de blev tilbudt en. »Jeg har prøvet det«, siger Julien, en lille tætklippet mand, der slutter sig til selskabet. »Det er noget rod, især hvis man har kæresten med. De åbner først sent og lukker tidligt om morgenen, og så er du tvunget til at gå rundt med alle dine effekter i hånden. Og du får sgu ikke et job, hvis du står med kufferterne i hånden til samtalen, vel?«. Alle omkring det lille bord, hvor Corinne og René sidder, nikker. Organisationer raser Bystyrets offensiv for at få teltene væk har skabt vrede blandt mange hjælpeorganisationer, der kalder det umenneskeligt. Og på en vis måde har bystyrets kritikere ret. For teltene har gjort de mennesker, der bor i dem, til en lille fasttømret gruppe med faste roller og individuelle ansvar. »Der er et socialt samvær her, som der ikke er på et herberg«, forklarer Corinne, der tilbringer dagene i teltlejren, som hun forsyner med is fra sit lille kølefryseskab og en omelet i ny og næ. »Og så giver teltene os en fornemmelse af at være hjemme. Hjemme hos os selv«.