Finske husmødre fandt for 50 mio. kroner aktier i skuffe

I årevis lå Nokia-aktierne urørt i en skuffe. Da husmoderforeningen i den finske kystflække Bromarv fandt dem, viste de sig at være millioner værd. Pengene blev brugt på en helt ny økologisk bydel. Og der er stadig penge tilovers. Det hele begyndte med et telefonopkald. Verdens rigeste kvindeforening I foråret 2000 befandt Kaja Thylin-Grönlund sig på ferie i Egypten, da hun blev ringet op. Forkvinden for den lokale husmoderforening i Bromarv, en landsby i den sydfinske skærgård, fik et chok: »Pludselig var vi 6,5 millioner euro (ca. 50 millioner kroner) rigere«. En finsk avis havde opdaget foreningen - Bromarf Marthaforening - på listen over Nokias hundrede største aktionærer. Kursen på mobilselskabets aktier toppede på det tidspunkt, og avisen Hufvudstadsbladet skrev: »Bromarf Marthaforening, verdens rigeste kvindeforening«. Arv efter feminist Hvor kom pengene fra? En halvfemsårig tidligere formand trak på skuldrene. I 1950 havde hun modtaget en arv på foreningens vegne. Feministen Cely Mechelin, en af medstifterne af Marthaforeningen (navnet på den landsdækkende forening), var død samme år og havde foræret en del af sin formue til den lokale afdeling i Bromarv. Formanden besluttede sig for at investere beløbet i aktier i en finsk virksomhed, der på det tidspunkt fremstillede dæk og telefonkabler: Nokia. I halvtreds år lå værdipapirerne urørt i en skuffe. Hvert år udløste de dividender. Selve kursen var der ingen, der holdt øje med. Ment som en reserve Hvorfor ringede der ingen klokke, da Nokia udviklede sig til markedsførende inden for trådløse telefoner? »Aktierne var ment som en reserve til usikre tider. Vi havde aldrig brug for dem. Praktiske bondekoner går ikke og spekulerer over aktiekurser. De sørger for, at deres økonomi er i orden«, siger Kaja Thylinn-Grönlund. Bromarv er en tredive kilometer lang odde ved Finlands svensksprogede sydkyst, halvvejs mellem Helsingfors og Åbo. På hele halvøen bor der otte hundrede indbyggere, de fleste af dem fiskere og bønder. I bykernen findes der én bager, én kiosk, ét værtshus og én sparbank. Martha'erne, som kvinderne i Marthaforeningen kalder hinanden, blev hurtigt enige om, at aktierne skulle indfries med det samme. De trommede landsbyboerne sammen for at tænke over, hvordan pengene kunne være til størst gavn for deres landsby. Det stod hurtigt klart, at Bromarv trængte til lejligheder. Disse skulle være økologiske. »Boligerne skulle være lækre, for at folk gad flytte herud«, siger Thylin-Grönlund. Alt er af træ Marthaforeningens bestyrelse tog til bl.a. Sverige for at se på nogle økologiske bymodeller. Den nye bydel måtte under ingen omstændigheder blive til et eksperiment, understreger Kaja Thylin-Grönlund. Derfor holdt kvinderne under hele forløbet kortene tæt ind til kroppen. »Vi kunne have udliciteret opgaven. Men vi valgte udelukkende at engagere lokale arbejdsfolk. Selv om det tog længere tid, så var det os, der beholdt overblikket«. »Træ. Alt er af træ!«. Ulla og Ensio Talvila kigger fra deres sofa tilfreds ud over vigen, som ligger hundrede meter fra deres førstesalslejlighed. Da de så annoncerne om den økologiske bydel i Bromarv, var de solgt: »Det tog os to uger at flytte«. I cirka et år har pensionistparret nu boet i den lyse lejlighed på 66 kvadratmeter, som er en del af Bromarvs nye økologiske bydel. Seks rummelige boligblokke på to etager huser i alt 20 lejligheder. Parret får leveret sin strøm fra en egen vindmølle i Nordfinland. Når man kører ind i Bromarv, springer de pastelfarvede boligblokke ved vandet i øjnene med det samme. Ekoby Näckrosen (Økolandsbyen Åkanden), som bydelen hedder, ligger på fire tønder land i Bromarvs bykerne. Hver lejlighed har sin egen sauna. Eget rensningsanlæg Pia og Jari Nyholm bor med deres fire børn to blokke fra ægteparret Talvila. Familien havde været på udkig efter en lejlighed i området i et stykke tid. Drengene Oskar på otte og Viktor på seks viser stolt toilettet. Fast og flydende bliver adskilt og behandlet separat i bydelens eget rensningsanlæg. De øvrige indbyggere skal selv transportere deres afføring til det kommunale anlæg i Ekenäs, 30 km herfra. Bag ved blokkene ligger der ud over et rensningsanlæg også et renovationshus og en stor varmecentral med solpaneler, hvor der om vinteren bliver brændt træflis fra de nærliggende skove. »Forrige år startede vi med salg og udlejning. Op til jul var alle lejlighederne lejet ud eller solgt. Der er en venteliste nu«, siger den pavestolte Kaja Thylin-Grönlund, som i mellemtiden har overdraget formandskabet til yngre kræfter i foreningen. Ekoby Näckrosen er ikke helt færdig. Først i år vil beplantningen, gadebelysningen, torvet og forsamlingslokalet stå klart. Men bydelen har tydeligt sat sit præg på det øvrige Bromarv. Hele bykernen har fået hurtigt internet, en sjældenhed på disse kanter. Nogle bønder har anskaffet sig en varmecentral magen til den i økolandsbyen. Og kioskejeren, der gik på pension, fandt mod al forventning en efterfølger. Nu, da alting står færdigt, føler kvinderne en mærkelig blanding af stolthed og skuffelse. Ingen offentlige skulderklap Foreningen startede projektet for at gøre noget godt for deres landsby. Men fra offentlig side er der aldrig kommet et eneste skulderklap. Tværtimod, kommunen Ekenäs og amtet Södra Finlands Län stak ofte en kæp i hjulet, på trods af, at politikerne taler meget om levende landsbymiljøer. Kaja Thylin-Grönlund: »Det er tom snak. De krævede blandt andet en atomkælder«. Ikke alle Nokia-pengene er blevet brugt på den økologiske landsby. Der er stadig en del tilbage. Men hvilke projekter de skal gå til, vil kvinderne ikke løfte sløret for. »Marthaer har altid begge ben på jorden«, tilføjer Kaja Thylin-Grönlund.