Socialistisk kvinde kan blive Frankrigs næste præsident

Franskmændene er tilsyneladende blevet 'royalister'. Ikke at republikkens borgere er ikke begyndt at længes efter svundne gyldne stunder under fordums monarki. Nærmere tværtimod - de er ude i en hidtil uset villighed til at prøve noget nyt: en kvindelig præsident. Socialistpartiets Ségolène Royal er efterhånden den mest populære kandidat til at efterfølge højrefløjens Jacques Chirac ved næste års præsidentvalg. Ingen sværvægter Selv om de fleste nok havde regnet med, at højrefløjens retræte over for de flere millioner, som gik på gaden for at demonstrere mod den nye ungdomsansættelseskontrakt CPE, ville spille i socialisternes favør, havde de færreste nok forudset, at opinionsgevinsten næsten udelukkende ville gå til den 52-årige mor til fire, som langtfra er partiets tungeste politiske sværvægter. Godt nok har hun masser af erfaring og et guldrandet afgangsbevis fra den navnkundige forvaltningsskole ENA, men hun har aldrig manifesteret sig i det, man traditionelt kalder high politics - national, udenrigs- og sikkerhedspolitik - eller én eneste gang bestredet fremtrædende poster som finans- indenrigs- eller premierminister - som regel et adgangskrav til Élyséepalæet. I stedet har hun beskæftiget sig med uddannelse, miljø- og socialpolitik. Og måske er netop dét Ségolène Royals største styrke. For ifølge de seneste meningsmålinger er det bekæmpelsen af arbejdsløshed og den bragende sociale ulighed, som står øverst på vælgernes ønskeliste til en ny fransk præsident. Politikerlede Frankrig døjer samtidig med en galopperende politikerlede, og de traditionelle politiske frontfigurer hænger vælgerne langt ud af halsen. Og hér virker Royal som den diametrale og friske modsætning til de traditionelle levebrødspolitikere som Laurent Fabius, Jacques Lang og Dominique Strauss-Kahn - for slet ikke at tale om forhenværende premierminister Lionel Jospin. For mens socialistpartiet i fjor var ved at blive flået fra hinanden i et hidsigt internt opgør i partitoppen om lederskabet, hvor kandidaterne syntes mere optaget af egne personlige ambitioner end af at forny partiet og forbedre kontakten til kernevælgerne, var Royal i fuld gang med at reformere sin egen vestfranske region Poitou-Charentes, stærkt inspireret af Tony Blairs tredje vej (som ellers nærmest er tabu på den franske venstrefløj) godt krydret med medborgerdemokrati og folkelig deltagelse. Og det er præcis denne politiske metode, hun har i sinde at føre videre til præsidentkampagnen - blot i større skala. Hvad står Royal for? Mange franskmænd spørger imidlertid sig selv, hvad hun egentlig står for, og kommentatorerne har kaldt hende »en temmelig hvid plet på det politiske landkort«. Men selv det formår Royal at gøre til en force. Hun har beskedent erklæret, at hun i det kommende halve år vil lægge sine visioner og tanker ud på sin hjemmeside desirsdavenir.org (håb for fremtiden), hvorefter hun vil indarbejde internetdebattørernes argumenter og indvendinger i den færdige version, som vil udgøre grundstenen i hendes politiske program. Ganske uhørt i et Frankrig, hvor der er en tung tradition for en stærk, ja nærmest enerådig præsident. Har tillid At dømme ud fra meningsmålingerne har folk tiltro til, at hun er den person, der bedst vil være i stand til at modernisere Frankrig og få gang i økonomien igen (53 pct. mod 45 for højrefløjens Nicolas Sarkozy). Og den seneste meningsmåling fra TNS-Sofres i Le Figaro viste i sidste uge, at hun ville slå højrefløjens stærkeste kandidat, Nicolas Sarkozy, med to procentpoint, hvis der var valg i morgen. Mere tvivlende er folk derimod over for, hvordan hun som Frankrigs første kvindelige præsident vil tackle samlivet med socialistpartiets leder François Hollande, som hun har boet papirløst sammen med, siden de forlod universitetet.