Tjekkiet er på vej til at blive det første postkommunistiske land, hvor de homoseksuelle vil kunne leve legalt sammen og have en række rettigheder, som ligestiller dem med heteroseksuelle ægtepar - næsten. Det vil ske takket være loven om registreret partnerskab for bøsser og lesbiske, som parlamentets andetkammer vedtog med et relativt stort flertal - 86 af de 147 tilstedeværende deputerede stemte for, 54 var imod. Det var i femte forsøg, at det lykkedes at vedtage loven, hvilket både dens tilhængere og bøsser og lesbiske betragter som en stor sejr. Men loven kan teoretisk set blive afvist af parlamentets førstekammer, Senatet, og af præsident Vaclav Klaus. Han har antydet, at han ikke er begejstret for den. Mange ændringer Den tjekkiske udgave af loven, som i forskellige udformninger eksisterer i ca. 20 lande, tillader partnerne blandt andet at arve efter hinanden og at få adgang til informationer om hinandens helbredstilstand. Men de må ikke adoptere børn, og de har ikke krav på pension i tilfælde af en af partnernes død. »Lovforslaget blev lavet om mange gange, og flere punkter blev fjernet. Det er den strengeste version sammenlignet med andre lande«, siger en talskvinde for Bøsser og Lesbiskes Liga Katerina Benova. Den tjekkiske offentlighed er ret positiv over for de homoseksuelles ligestilling. Folkelig støtte Meningsmålinger viser, at over to tredjedele af befolkningen støtter loven om registreret partnerskab, men den har også mange kritikere. Modstanden kom klart til udtryk under debatten i parlamentet, hvor en række medlemmer af det kristendemokratiske parti og af Borgerdemokratisk Parti, ODS, gjorde sig enorm umage for at forhindre vedtagelsen. »Jeg er tolerant over for de homoseksuelle. Men jeg ønsker ikke at opleve en situation, hvor to fædre forklarer en lille dreng, hvem af dem der er moderen«, argumenterede formanden for ODS-fraktionen, Vlastimil Tlusty. De kristelige Hans parti har gode chancer for at vinde parlamentsvalget næste år. Mest imod loven var kristendemokraterne, som oftest henviste til den katolske kirkes opfattelse af homoseksuelt samliv som en trussel mod traditionelle familier. 73 procent ateister Men kirken står svagt i Tjekkiet, som ifølge internationale meningsundersøgelser har verdens mindst troende befolkning -73 procent af borgerne kalder sig ateister. Den tjekkiske offentligheds tolerance over bøsser og lesbiske hænger ifølge eksperter delvist sammen med den moderate religiøsitet, som står i klar kontrast til situationen i de stærkt katolske nabolande Polen og Slovakiet. Her har en lignende lov indtil videre ingen chancer. Hård modstand i Polen Hårdest er modstanden mod seksuelle mindretal i Polen, hvor omkring 90 procent af indbyggerne bekender sig til katolicisme. I november forbød myndighederne i den vestpolske by Poznan bøsser og lesbiske at demonstrere for ligestilling, og da de alligevel forsøgte at gennemføre aktionen, blev mange anholdt af politiet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























