Frygt for fugleinfluenza sender ni på hospitalet

Trækfugle har formentlig bragt fugleinfluenza til Tyrkiet. - Foto: AP
Trækfugle har formentlig bragt fugleinfluenza til Tyrkiet. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Læger tager blodprøver af ni personer, som bliver holdt under skarp observation på et hospital i Tyrkiet. De ni er fjerkræavlere fra den vestlige provins Manisa. I løbet af de sidste 15 dage er 40 af deres kyllinger døde af den ekstremt smitsomme fugleinfluenza H5N1. »Der er en meget lille risiko for, at de (fjerkræavlerne, red.) er smittet med fugleinfluenza. Men hospitalet i Turgutlu har taget de nødvendige forholdsregler«, siger den lokale sundhedsarbejder Zita Tay. Selv om de ni avlere ikke viser sygdomstegn, bliver de holdt under medicinsk kontrol, mens deres huse bliver desinficeret. Stop for udendørs markeder I løbet af de sidste par uger har der været adskillige andre rapporter om uforklarlige dødsfald blandt fugle i Tyrkiet, men indtil videre har man ikke kunnet bevise, at de skyldes H5N1. For at forhindre smittespredning forbyder det tyrkiske landbrugsministerium jagt og stopper al salg af levende fjerkræ på udendørs markeder. Gemmer fugle De veterinære myndigheder dræber tusindvis af fugle for at forhindre, at epidemien spreder sig. I en landsby, Kiziksa, er 8.600 fugle blevet sorteret fra, og myndighederne har aflivet al fjerkræ i en radius på tre kilometer omkring byen. Men mens veterinærmyndighederne bærer beskyttelsesdragter, masker og beskyttelsesbriller, er det ikke alle, der tager advarslerne alvorligt. »Under normale omstændigheder kunne vi have bekæmpet epidemien allerede nu, men nogle få mennesker gemmer deres kyllinger«, siger en anonym veterinæransat ifølge AP. Trækfugle kom med smitte Myndighederne tror, at vilde trækfugle har bragt epidemien med sig fra Uralbjergene i Rusland. De frygter, at smitten spreder sig til godt 10 millioner kyllinger i det berørte område. Sygdommen smitter normalt kun blandt fugle, men i få tilfælde kan den blive overført til mennesker, som kommer i nærkontakt med sygt fjerkræ. I Asien er 60 personer omkommet, og dobbelt så mange er blevet syge efter nærkontakt med syge kyllinger. Eksperter advarer om, at influenzavirussen H5N1 kan mutere og gradvist udvikle sig til en dødelig pandemi blandt mennesker.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her