Ekspert: »Selvmords-terrorister er ikke vanvittige«

Da tre unge muslimske mænd fra Leeds blev afsløret som mulige selvmordsterrorister i kølvandet på bombeeksplosionerne i London 7. juli, slog det mange, hvor tilsyneladende almindelige de var. Ganske vist kom det i de følgende dage frem, at i hvert fald én af dem havde udtrykt stadig mere ekstremistiske synspunkter i månederne op til terrorangrebene. Men ingen af dem havde vist tegn på mental ubalance. Tværtimod virkede de alle relativt normale. Ikke vanvittige Det er der intet underligt i, siger dr. Andrew Silke, ekspert i de psykologiske aspekter af terrorisme, der forleden briefede en gruppe udenlandske journalister om emnet. For ifølge studier af selvmordsterrorisme fra f.eks. Israel, Tjetjenien, Marokko og Pakistan er det generelle billede, at terroristerne er relativt almindelige mennesker. »De er ikke vanvittige, de er ikke psykopater, de lider ikke af den slags problemer. Hvad deres motivation angår, kan der være forskellige grunde til at blive selvmordsterrorist, også inden for den samme gruppe. Men et gennemgående vigtigt træk er identifikation - man identificerer sig med en gruppe, der på en eller anden måde lider«. »Hvis man ikke identificerer sig med den katolske befolkning i Belfast, så slutter man sig ikke til IRA. Og hvis man ikke identificerer sig med den muslimske befolkning i f.eks. Pakistan, så slutter man sig ikke til al-Qaeda. Terrorister ser sig selv som reagerende på en uretfærdighed, de reagerer på vold begået af andre, så de retfærdiggør deres handlinger ved ikke at se sig som anstiftere, men som dem, der reagerer«. Hævnens psykologi »Der er tale om en hævnens psykologi, og vi ved, at mænd har en mere positiv holdning til hævn end kvinder, og yngre mænd mere end ældre, og jo mere religiøs, man er, desto mere positiv er man over for at hævne sig«, siger dr. Silke som en delvis forklaring på, hvorfor terrorister så ofte er unge mænd i 20erne. Andrew Silke advarer også mod at betragte selvmordsterrorister som hjernevaskede. Han erkender, at de føler en meget stærk motivation, men det betyder ikke, at den ikke har nogen forbindelse til virkeligheden. Reaktion af vrede »Mange af dem ser på optagelser af overgreb fra f.eks. Palæstina, Tjetjenien og Irak, og de kan være meget følelsesladede, men de er ikke falske, selv om tingene ofte bliver fremstillet lidet objektivt. De kan være meget blodige, det går ud over mange uskyldige mennesker, og en reaktion er vrede og en følelse af uretfærdighed«. »Og så kommer der en organisation og siger, at man kan gøre noget ved dette her, man kan udføre et angreb, man kan blive martyr, man kan hjælpe med at bekæmpe dette onde. Vrede og en følelse af identifikation med ofrene er en vigtig motivation for alle terrorister, ikke kun selvmordsterrorister«. Dr. Andrew Silke bliver af og til spurgt, om terrorisme virker, og han, at det gør det nogle gange. Som eksempel nævner han Hizbollahs selvmordsangreb på amerikanske marinesoldater i Beirut i 1983, da terrorgruppen formåede at dræbe 240 amerikanere, og USA besluttede sig til at forlade Libanon. Dette angreb blev et eksempel til efterfølgelse for andre. Langsigtet dagsorden »For terrorgrupper over hele verden var det en lektie, der gjorde klart, at hvis man brugte denne metode, så kunne man dræbe mange mennesker, og selv de mest magtfulde regeringer ville trække sig og lade én være i fred«. Dermed også sagt, at terrorister vil bruge selvmordstaktikken, så længe den virker. Og det gør den, så længe de formår at dræbe mange flere, end de mister. Hvis de, som tilfældet var for nylig i London, dræber over 50, for slet ikke at tale om 11. september 2001 i USA, da tallet var omkring 3.000, så virker det opmuntrende for dem. Andrew Silke frygter, at der vil gå meget lang tid, før terrorgrupper som al-Qaeda strækker våben. Som han ser det, har al-Qaeda en »meget vidtrækkende og langsigtet dagsorden. De mener ikke, at dette vil være ovre om ti år, som amerikanerne åbenbart mener«. »Jeg tror det heller ikke«, siger han.