Iraks regering meddelte i dag, at den vil søsætte landets største sikkerhedsoperation, omfattende mere end 40.000 irakiske sikkerhedsstyrker, som skal finkæmme den irakiske hovedstad for oprørere og deres våben. »Vi vil dele Bagdad op i 7 distrikter, og mere end 40.000 sikkerhedsstyrker fra henholdsvis indenrigs- og forsvarsministeriet vil medvirke«, siger den irakiske forvsarsminister Sadoun al-Dulaimi ifølge nyhedsbureauet Reuters. 620 dræbte på tre uger Operationen, som søsættes i næste uge, er et forsøg på at øge sikkerheden for byens 6 millioner indbyggere. Den vil blive efterfulgt af lignene operationer rundt om i landet i forsøget på at dæmme op for den vold, der har kostet 620 mennesker livet på tre uger. Al-Zarqawi såret Samtidig bekræfter indenrigsministeren, at regeringen har informationer om, at den jordanskfødte leder af den irakiske afdeling af al-Qaeda er blevet såret. »I Indenrigsministeriet har vi oplysninger om at al-Zarqawi er blevet såret, men vi ved ikke, hvor alvorligt det er«, sagde indenrigsminster Bayan Jabr ifølge AP. »Vi ved ikke, om han er død, men vi er sikre på, at han er såret«. Modstridende meldinger Ministeren siger, at han fik oplysningerne for fem dage siden, men vil ikke sige, hvor han havde dem fra. Bekræftelsen kom efter forvirrende erklæringer fra terrornetværket al-Qaeda, som Zarqawi leder i Irak. En islamisk hjemmeside, der for to dage siden erklærede, at al-Zarqawi var blevet såret, meddelte i dag, at al-Zarqawis stedfortræder var blevet udnævnt. Men meddelelsen om udnævnelsen blev kort efter dementeret i en erklæring på en anden islamisk hjemmeside. Begge hjemmesiders erklæringer er underskrevet 'al-Qaeda i Irak', men ægtheden af begge erklæringer er ikke blevet bekræftet.
40.000 soldater skal finkæmme Bagdad
Lyt til artiklen