Steven Villa Massone, en ung fransk pianist, har muligvis gået rundt med en drøm om at blive berømt - men at hans navn ville havne i alverdens medier på grund af en forveksling, havde han næppe forestillet sig. Det var ikke desto mindre det, der skete, da en polsk gadeartist forleden henvendte sig til politiet i Rom og erklærede sig 99 procent sikker på, at Massone var identisk med 'Piano Mand', som for seks uger siden blev fundet i en lille sydøstengelsk kystby. Den unge mand har ikke mælet et ord siden, men kun udtrykt sig gennem tegninger og musik. Masser af opmærksomhed Snart begyndte telefonen at kime hjemme hos Steven Villa Massone i Nice, og da en reporter fra The Independent onsdag aften talte med ham, erklærede den 24-årige franskmand, at han skam var smigret over al opmærksomheden, men at han absolut ikke havde noget med den mystiske 'Piano Mand' at gøre. Dermed er sporet igen blevet koldt i forsøget på at finde ud af, hvem den tilsyneladende stærkt traumatiserede mand er. De britiske myndigheder har modtaget 700 opkald og mere end dobbelt så mange e-mail - nogle af dem fra så fjerne lande som Australien og Canada - men lige meget har det hjulpet. Traume Mandens sagsbehandler, Michael Camp, sagde til BBC, at han ikke troede, at patienten havde levet et 'normalt liv' frem til 7. april og pludselig var blevet ramt af et traume, men at han var 'røget ud over kanten' - et tegn på, at manden måske var bukket under for et stort pres. 'Piano Mand' blev samlet op af politiet, da han strejfede omkring nær vandet i byen Sheerness i Kent. Hans jakkesæt var gennemblødt, og alle mærker var klippet ud af hans tøj. Han har siden været indlagt på Medway Maritime Hospital, hvor han ikke har sagt en lyd til nogen, men til gengæld forbløffet personalet med virtuost klaverspil - bl.a. uddrag fra 'Svanesøen' og kompositioner, der muligvis er hans egne. Forstår muligvis engelsk Manden, der muligvis lider af hukommelsestab, er blevet sammenlignet med pianisten David Helfgott, hvis nervesammenbrud blev skildret i filmen 'Shine'. Han har altid et sæt noder på sig og er ifølge personalet kun nogenlunde afslappet, når han spiller. Ellers forekommer han angst og deprimeret. Michael Camp mener, at 'Piano Mand' forstår engelsk, men hvem han er, hvor han stammer fra, og hvordan han havnede i sin nuværende ulykkelige situation, er foreløbig en gåde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Kronik af Michelle Skov Karantonis
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Nicolás Maduro laver sjov med sin søn fra fængslet, ser fodbold og læser sine idoler Lenin og Bolivár
Klumme af Christian Jensen
tema




























