Pandabjørne: Diplomater med pels

Da USA's præsident Richard Nixon besøgte Kina i 1972, havde formand Mao i Beijing en enestående gave til sin amerikanske gæst: to kæmpepandaer, kaldet Hsing-Hsing og Ling-Ling. De nuttede bamser kom med Air Force One tilbage til Washington og nød siden en enestående popularitet blandt amerikanske dyrevenner. Syv år efter gaven fra Mao gav indsatsen gevinst hos kineserne. Det skete, da USA og Kina oprettede diplomatiske forbindelser. Resten er en lang historie om succes, i hvert fald på det økonomiske område. Kinas handelsoverskud med USA oversteg i fjor 150 milliarder dollar. Nu er Kina og USA som bekendt ikke enige om alt, og slet ikke om Taiwans status og fremtid. Men også her kan et par pandabjørne vise sig at gøre en forskel. I kølvandet på to taiwanske oppositionslederes nylige besøg i Kina har lederne i Beijing udvalgt to eksemplarer af den truede bjørn, som de vil give som en gave til Taiwans præsident, Chen Shui-bian, en herre, som dyrevennerne i Beijing ellers ikke bryder sig om. Så nu kan et historisk tøbrud være undervejs. Departement for Panda-Diplomati Politikens Departement for Panda-Diplomati (PDP-D) har forsket i pandaernes betydning som diplomatiske udsendinge. Phil Dean fra Skolen for Orientalske og Afrikanske Studier i London siger til BBC, at pandaen er Kinas afgørende kulturelle ikon: »Den er et symbol på venskab og fred. Den ser kærlig og kælen ud og udtrykker derfor et signal om god vilje og imødekommenhed. Når Kina nu tilbyder to pandaer til Taiwan, prøver de på at sige, at er de er velvilligt indstillet over for Taiwans befolkning, samtidig med at de minder taiwanerne om, at de også er kinesere«. Skulle Taiwans præsident beslutte sig for at modtage de to pandaer, ligger en genforening med Kina dog ikke ligefor, mener fhv. direktør for Københavns Zoo, Bent Jørgensen. »De politiske problemer mellem Kina og Taiwan er nok for store til, at sådan et par bjørne kan klare dem. Men selvfølgelig kan de være vigtige symboler i en proces, der kan føre til mere fredelige tilstande«. Pandaen signalerer vel fred og fordragelighed, lige hvad Kina og Taiwan har brug for. For en panda kan da ikke blive voldelig, vel? »Jo, det har vi faktisk et eksempel på, og det stammer fra Københavns Zoologiske Have i 1958. Vi havde en kæmpepanda til låns fra en østrigsk dyrehandler i nogle få uger. Dyret var selvfølgelig en stor attraktion, og på et tidspunkt ville en smart fotomodel fotograferes sammen med pandaen. Hun fik lov at komme ind i bjørnegrotten, men pandaen var særdeles ugæstfri. Han bed hende i armen«. Ingen bjørnekramSå moralen er, at Taiwans præsident ikke skal tage imod pandaerne fra Beijing. Og han skal slet ikke give dem et bjørnekram!? »Når en bjørn giver et menneske et kram, så plejer det at betyde, at mennesket dør af det, så det vil jeg bestemt ikke anbefale, at han gør«. Måske er det netop hensigten? Historien er jo fyldt med eksempler på, at diplomatiske udsendinge bliver til attentatmænd. Så i stedet for et bjørnekram, der kvæler præsidenten, skal taiwanerne gøre som alle andre pandaelskere: give dem bambusskud. »Ja, som bekendt er de stærkt afhængige af netop denne form for mad, og Taiwan har sikkert rigeligt med bambus. Løsningen af de politiske konflikter må så komme senere. Den slags tager tid«, forklarer Bent Jørgensen, der pointerer, at bjørne ikke er voldelige »af natur«. Ifølge BBC er Kina holdt op med den særlige gavetradition, men for Taiwan gælder der særlige regler. Man regner ikke Taiwan for udland, men for en provins under Kina. Heri er Taiwans regering og præsident som bekendt langtfra enige.