Fischer kæmper for sit politiske liv

Tysklands udenrigsminister Joschka Fischer har udkæmpet et daglangt slag for sit politiske liv. Foran et undersøgelsesudvalg, nedsat af Forbundsdagen, forsvarede han den visumpolitik, der i begyndelsen af dette årti oversvømmede Tyskland med budne og ubudne gæster fra især Ukraine, men også fra andre tidligere kommunistiske lande. Afviste anklager I en mere end to timer lang forsvarstale afviste Fischer, at der var overgået Tyskland skade, og han understregede, at hans åbenhed over for Østeuropa havde styrket Tysklands sikkerhed og bidraget til den 'orange' revolution, der i december i fjor bragte demokratiet til Ukraine. Men udenrigsministeren erkendte også, at han havde været med til at træffe en forkert beslutning i oktober 1999, da man gjorde det teknisk lettere at få visum til Tyskland, og dermed også til andre lande, der er med i Schengen-samarbejdet. »Denne beslutning fik fatale følger. Det falder ind under mit ansvarsområde, det kan man ikke snakke sig væk fra«. Visumudstedelsen i Ukraine steg fra ca. 150.000 i 1999 til næsten det dobbelte i 2001. Først i 2003 fik udenrigsministeriet situationen under kontrol, men antallet af udstedte visa var på det tidspunkt allerede faldet ned til 1999-niveauet. Jagt på Schröder Formanden for undersøgelsesudvalget, Hans-Peter Uhl fra det bayerske CSU, anklager Fischer for at have tilsidesat Tysklands sikkerhed og åbnet sluserne for kriminelle, prostituerede og måneskinsarbejdere. Han peger på, at den socialdemokratiske indenrigsminister Otto Schily havde advaret ham om, at den liberale politik, efter hans mening, var i strid med tysk lov og Schengen-aftalen. Kræver Fischers afgang De to borgerlige unionspartier CDU og CSU forlanger, at Fischer træder tilbage, og de mistænker ham for at have liberaliseret visumpolitikken for at formilde sit bagland i partiet De Grønne. Fischer har ført en aktivistisk tysk udenrigspolitik, der bryder med tidligere tiders neutrale og pacifistiske principper. Men oppositionens indirekte mål er den tyske kansler Gerhard Schröder. Man vil ikke bare styrte Fischer, men også i samme slag vælte forbundsregeringen. Derfor spurgte CDU's førende udvalgsmedlem, Eckart von Klaeden, igen og igen, om striden mellem Schily og Fischer havde været oppe i regeringen. Fischer ville nødig svare direkte på spørgsmålet og endte med at henvise til, at det mindedes han bestemt ikke. Sagen drejer sig først og fremmest om den politiske magt i Berlin, og derfor optræder Joschka Fischer i den juridisk ikke særlig betryggende rolle som edsvorent vidne i en politisk proces, hvor han samtidig er den anklagede. Han er forpligtet til at sige sandheden. Fischer måtte gang på gang henvise panelet af anklagere til Forbundsdagen, hvor de kunne forsøge at vælte ham med et mistillidsvotum. Man han ville ikke fælde dom over sig selv i udvalget, hvad man uophørligt krævede af ham. Færre sorte huller På grund af det stærke politiske indhold i sagen talte deltagerne mest til offentligheden, der fulgte afhøringen i direkte reportager fra Forbundsdagens udvalgslokale fra kl. 9 morgen til langt ud på aftenen. Fischer afviste i sine indledende bemærkninger, der varede ikke mindre end 2 timer og 18 minutter, at den liberale visumpolitik havde skadet Tyskland. Han glædede sig over, at CDU og CSU nu ikke talte om millioner af kriminelle fra Østeuropa, men om måske nogle tusinder. Han gjorde også detaljeret opmærksom på, at det tyske politi ikke kunne bekræfte, at ukrainske kriminelle eller tvangsprostituerede havde haft frit spil i Tyskland. Men vigtigere endnu: Den liberale visumpolitik havde efter Fischers mening bidraget til at mindske antallet af såkaldt 'sorte huller'. Hermed tænkte han på østeuropæiske regioner, der var fuldstændig afspærret fra Vesten og overladt til deres egen skæbne og elendighed. Herfra udgår der en sikkerhedstrussel mod Tyskland og EU. Fischer sagde: »Den orange revolution havde ikke været mulig, hvis ikke Ukraine var blevet åbnet«. Opdagede fejl for sent Fischer påtog sig som minister det fulde ansvar for de fejl, der er begået af ham og hans ministerium, og sagde, at udenrigsministeriet nu havde ændret sine procedurer og indført et forvarselssystem, så gentagelser skulle kunne undgås. Han sagde, at det havde været hans opfattelse, at visumkrisen i 2000 og 2001 skyldtes mangel på personale på konsulatet i Ukraine og forkert management. Først for sent gik det op for ham, at der også kunne være juridiske problemer forbundet med hans politik.