Anholdte oprørere bekender synder på tv

Der er 20 minutter, til udsendelsen går i luften, og studieteknikerne er i færd med at sætte bånd i maskinerne, da en række mortérgranater slår ned udenfor. Fire rammer græsplænen, og tre sprænger store kratere i landevejen, men ingen mennesker kommer til skade. Indenfor genoptager teknikerne arbejdet, tilsyneladende uden at lade sig anfægte. 'Terrorisme i Retfærdighedens Greb', der vises to gange dagligt, er et populært reality-show i irakisk tv, men de grupper, der affyrer 62 mm-mortérer, bryder sig ikke om programmet, så de har gjort den statslige tv-stations hovedkvarter i Mosul til den farligste arbejdsplads blandt Iraks elektroniske medier. En jaget mand Toetagersbygningen ligner et fort med vagttårne ved porten, sandsække på taget og amerikanske soldater, der patruljer på gangene. Det har dog ikke forhindret oprørerne i at bombe, bortføre og myrde de irakere, der arbejder inde i bygningen. »Jeg tror ikke rigtig, at de sætter pris på programmet«, siger den 52-årige tv-direktør Ghazi Faisal med en tyk underdrivelse. De fleste medarbejdere er flygtet, men deres chef holder stand med en blanding af resignation, trods og stolthed. Han holder ikke engang op med at spise af sin kebab, mens mortérerne slår ned. »Jeg er terroristernes mest jagede mand her i Mosul«. Bekender forbrydelser Det timelange program præsenterer seerne for anholdte oprørere, der bekender forbrydelser og laster af enhver tænkelig art, herunder hang til pornografi eller alkohol. Kuede og slukørede fortæller de, hvordan de har angrebet soldater og voldtaget og halshugget civile. Gennemslagskraften har været enorm. Tv-stationen Al-Iraqiya blev tidligere blevet betragtet som et bovlamt talerør for regeringen, men det forandrede sig brat i januar, da medarbejderne i Mosul begyndte at producere disse bekendelsesprogrammer og sende dem til hovedstudiet i Bagdad. Al-Iraqiya havde skabt en tv-succes. Effektiv propaganda Irakerne tænder deres tv-apparater til middag og klokken 21 for at høre de seneste tilståelser, som derpå ivrigt diskuteres derhjemme, på arbejdspladser, i taxier og på caféer. Programmet er blevet regeringens mest effektive propagandaredskab over for det oprør, der stadig hærger landet, to år efter at Saddam Hussein blev væltet. Amerikanske talsmænd siger, at de ikke er involveret i produktionen af tv-programmet, men at de er tilfredse med den virkning, det har. Den amerikanske præsident, George W. Bush, har øget bevillingerne til »offentligt diplomati« i et forsøg på at overbevise udlændinge om nødvendigheden af hans krig mod terrorisme. Filmet hos politiet Idéen til de tv-transmitterede bekendelser kom fra en officer i den såkaldte Ulvebrigade under det irakiske indenrigsministerium. Han ringer til Faisal på Al-Iraqiya og beder ham sende et kamerahold, hver gang der er en ny sending oprørere klar til at blive filmet henne på politistationen. Rent visuelt er programmet nærmest kedeligt: En gruppe almindeligt udseende mænd er placeret på en stolerække, hvor de skiftes til at besvare spørgsmål fra en forhørsleder, der ikke er med i billedet. Men resultatet er dybt fascinerende. Tidligere så man kun oprørerne på videoer, når de poserede maskeret og bevæbnet foran et skælvende gidsel - som hellige krigere, der udstrålede magt og selvsikkerhed. Al-Iraqiya bytter om på rollerne ved at vise de påståede oprørere uden masker, mens de ydmygede og skræmte fortæller detaljeret om de mord, de har begået, og, til almindelig forbløffelse, om deres erfaringer med fuldskab, homoseksuelle orgier og pornografi. 550 kr. for et mord De greb ikke til våben for at bekæmpe besættelsesmagten, men fordi de var simple forbrydere på jagt efter penge. En af mændene har fortalt, at det gav 550 kroner at henrette et gidsel. Han øvede sig ved at hugge hovedet af høns og får, inden han gik over til politibetjente og soldater. Kritikerne siger, at tv-programmet er i strid med Genève-konventionen og sætter spørgsmålstegn ved tilståelserne fra de tydeligt skræmte fanger. Nogle gange er det ligefrem forhørslederen, der tilstår på deres vegne, mens de bare nikker ivrigt for at bekræfte hans udsagn. Indenrigsministeriet siger, at tv-programmet er en nødforanstaltning og lader forstå, at det snart vil blive taget op til fornyet overvejelse. Men indtil videre er militæret stærkt tilfreds med den ændrede folkestemning, som det siger har ført til en strøm af tips og andre nyttige henvendelser fra offentligheden. Seerne synes at reagere særlig stærkt på udsendelser, hvor påståede mordere konfronteres med ofrets pårørende. »Du har brændt mit hjerte«, jamrer en kvinde, hvis søn er blevet myrdet, mens hun prikker en stor ubarberet mand i brystet. »Må Gud brænde dit hjerte! Hvad er det for en religion, du dyrker?«. Han stirrer ned på sine fødder for at undgår hendes blik. Frygter ydmygelser Menneskeretsgrupper frygter, at programmet markerer en tilbagevenden til den slags ydmygelser og fremtvungne tilståelser, der prægede Saddam Husseins regime, og som undergraver kommende retssager. Andre beklager, at et sammensat oprør, der har deltagelse af såvel militante islamister som Saddam-støtter og sunnimuslimske nationalister, her beskrives som en koalition af gemene forbrydere. Denne karikerede fremstilling kan gøre de religiøse spændinger i landet endnu værre, hævdes det. Shiamuslimer og kurdere er generelt begejstrede for tv-programmet. »Tidligere var disse mænd som spøgelser. Nu kan vi se deres ansigter og konstatere, at de er forbrydere og drukkenbolte hjemme fra vores eget nabolag. Vi vil have dem hængt«, siger den 29-årige kurder Ahmad, der er tolk for de amerikanske styrker i Mosul. Tæv og instrukser Der foretages ikke målinger af seertal i Irak, så det er ikke muligt at dokumentere den enorme popularitet, programmet synes at nyde. Der findes heller ikke uafhængige bekræftelser af, at mændene er dem, de udgiver sig for at være, eller har gjort det, de hævder at have gjort. Nogle af dem optræder med opsvulmede og forslåede ansigter og taler så mekanisk, at de kunne ligne nogen, der har fået tæv og strenge instrukser, før kameraerne begynder at rulle.