Da den polske kardinal Karol Wojtyla blev udråbt til pave 16. oktober 1978 - som nr. 265 i en ubrudt række, der begyndte med apostlen Peter - var der ikke mange uden for den katolske kirkes top, der havde nogen særlig mening om, hvad man nu kunne forvente, men det blev hurtigt klart, at den nye pave var en mand, som i sjælden grad tænkte i absolutter. Han omgikkes ubesværet med de moderne massemedier og agerede med stor effekt i den verdslige virkelighed, men altid styret af en tro på en evig, indiskutabel sandhed, hvis plads ubetinget var øverst i ethvert tænkeligt værdihierarki. En apostelpave Johannes Paul II var kirkeleder, med alt hvad det indebar af administration, diplomati og praktisk politik, men først og fremmest var han forkynder. »Af sine ti fingre har Johannes Paul II brugt de ni til at forkynde Evangeliet og én til at styre kirken«, sagde det italienske dagblad Corriere della Seras kirkeekspert Luigi Accattoli, da han i efteråret 2003 opsummerede pavens 25 år i Peters stol. »Han er en apostelpave, for hvem alting bygger på forkyndelsen af Jesus Kristus«. Inderlig religiøsitet Karol Józef Wojtyla blev født i 1920 i provinsbyen Wadowice i omegnen af Krakow, hvor faderen med stort besvær forsørgede sin familie med en løjtnantsløn. I løbet af barndommen og den tidlige ungdom mistede Karol én efter én af alle sine nærmeste slægtninge. Denne serie af tragedier drejede den inderlige religiøsitet, som han var opdraget med, i retning af en grublende mysticisme med en stærk fascination af lidelsen, martyriet og døden. De religiøse spekulationer og de timer, som han hver dag tilbragte i bøn, forhindrede ikke den unge Wojtyla i at være en særdeles aktiv og vellidt gymnasiast, skuespiller, dramatiker, digter og litteraturstuderende. Hemmeligt præsteseminarium Da Wojtyla nærmede sig de 20 år, begyndte religionen at drage ham stærkere, som 22-årig blev han optaget på et hemmeligt præsteseminarium (den tyske besættelsesmagt havde forbudt optagelsen af nye seminarister efter 1939), og i 1946 blev han præsteviet. Som præst og senere biskop og kardinal under det kommunistiske diktatur holdt Wojtyla sig på afstand af undertrykkerne, men han hverken gjorde eller anbefalede egentlig modstand. Tiden var ikke moden, og en konfrontation ville i bedste fald være nytteløs. Karol Wojtylas forgænger i Peters stol, Johannes Paul I, døde 28. september 1978 efter kun 33 dage som pave. 14. oktober blev kardinalerne igen låst inde i Det Sixtinske Kapel for inspireret af Helligånden - og alskens politiske hensyn - at vælge en ny pave, og kun to dage efter fortalte den hvide skorstensrøg de troende på Peters Pladsen, at valget var truffet. Religiøs vækkelse Efter en række afstemninger, hvor de stærke italienske kandidater havde spærret for hinanden, havde Wiens ærkebiskop, kardinal Franz König, som inden konklavet havde udtalt, at den næste pave burde være ung, rask, ikke-italiensk og gerne østeuropæisk, samlet en koalition af franske, spanske, amerikanske, tyske, østrigske, hollandske og centraleuropæiske kardinaler bag Wojtylas kandidatur. Efter endnu to afstemninger fik den relativt ukendte polske kardinal 99 ud af 108 afgivne stemmer. »Hellige guds Moder!«, udbrød førstesekretæren for det polske kommunistparti Edward Gierek efter sigende, da han hørte om pavevalget. Giereks bekymring var helt berettiget: I Polen medførte valget af Wojtyla en bølge af national og religiøs vækkelse, som underminerede det kommunistiske regime. Wojtyla brød med den forsonlige østpolitik, som hans forgængere Johannes XXIII og Paul VI havde ført gennem mere end 20 år. Under sit besøg i Polen i juni 1979 gjorde paven det klart, at kirkens mål ikke længere blot var fredelig sameksistens. Respekt for menneskeret Kirken påtog sig en helt ny rolle som en instans med ret og pligt til åbent at kræve respekt for menneskerettighederne, for de kristne værdier og for individets frihed. I sin tale til de 400.000 fremmødte på Sejrspladsen i Warszawa sagde paven bl.a.: »Jesus Kristus vil aldrig ophøre med at være en bestandigt åben bog om mennesket, dets værdighed og rettigheder og om nationens værdighed og rettigheder«. Kamp mod kommunismen For Karol Wojtyla repræsenterede kommunismens totalitære materialisme løgnen og mørket, og det stærkt katolske Polen var den naturlige slagmark, hvor lysets og sandhedens kræfter måtte tage kampen op. For de amerikanske præsidenter Carter og Reagan var kirken under den beslutsomme og karismatiske Wojtylas ledelse 'den tredje supermagt' og en vigtig allieret. Hvis man, som Reagans sikkerhedsrådgiver Richard Allen formulerede det, »kunne ryste Polen og bringe systemet dér til fald, ville chokbølgerne brede sig ud i mange retninger: til Ukraine, Balkan, Estland, Letland, Litauen, Tjekkoslovakiet«. Ingen stor sympati for USA Paven havde ikke stor sympati for amerikanerne og deres verdensbillede og politiske mål, men de var en uundværlig kilde til politisk støtte, information og penge. Pavens hensigt med samarbejdet var egentlig blot at tvinge kommunisterne til indrømmelser, men i løbet af 1980'erne tog begivenhederne fart, og den amerikansk-katolske alliance kom til at bidrage afgørende til Murens fald. For paven sluttede kampen ikke med Sovjetblokkens sammenbrud. Der var stadig fjender, der skulle bekæmpes, og mål, der skulle nås: Efter kommunismens fald var de vigtigste punkter på Wojtylas dagsorden en befæstelse af den katolske ortodoksi, en gen-evangelisering af en verden, hvor de åndelige værdier var gledet mere og mere i baggrunden, og et opgør med den vestlige materialisme, som paven betragtede som lige så gudløs og umenneskelig som den marxistiske. Fornyer Johannes Paul II var den første ikke-italienske pave i 450 år. Det i sig selv var en fornyelse, men det skulle vise sig at være en mindre ting i forhold til den fornyelse af pavedømmet, som Wojtyla bragte med sig. Indtil begyndelsen af 1990'erne, da eftervirkningerne af et skudattentat på Peters Pladsen i 1981 og diverse andre dårligdomme - bl.a. et brud på højre skulder, et lårbensbrud og Parkinsons syge - slog igennem, var pavens offentlige optræden og hans arbejdsdag i Det Apostolske Palads præget af et aktivitetsniveau, som selv hos en væsentligt yngre mand ville have været formidabelt, og som skaffede ham tilnavnet 'Guds sportsmand'. Rejseglad Pavens bestandige rejser til alle ender af kloden er legendariske, og overalt, hvor han kom frem, lagde han vægt på at være i fysisk nærkontakt med de troende. Pavens sans for teater fornægtede sig ikke: Hans optræden var på én gang uhøjtidelig - der var ikke dén mærkværdige hovedbeklædning og nationaldragt, som han ikke lod sig iføre til ære for tv-kameraerne - og præget af kolossale iscenesættelser. Men det var ikke bare udenværkerne, der blev anderledes med den nye pave. Også forholdet mellem paven og hans 'regering', Kurien, ændrede sig: Tidligere paver havde i høj grad ladet sig trække ind i verdenskirkens daglige ledelse og styre af deres erfarne medarbejdere, men Wojtyla satte fra første færd sin egen dagsorden. Fokus på de store sager Han lod Kurien om at styre det kirkelige maskineri og fokuserede selv på de store sager, som bl.a. omfattede en økumenisk åbenhed over for andre kristne og ikkekristne trossamfund og tankesystemer og en hidtil uset beredvillighed til at indrømme de fejl, uretfærdigheder og forbrydelser - f.eks. over for jøderne - som kirken selv havde begået i løbet af sin 2.000-årige historie. Trods sin vilje til dialog forholdt Johannes Paul II sig yderst kritisk over for mange moderne tankesæt. Kritik af overdreven rationalisme Han udtrykte ofte bekymring over, at det rationelt tænkende menneske fortrængtes af et 'homo ludens' - et legende menneske - der lever sit liv, som om det var en tv-serie, og for hvem de store filosofiske spørgsmål er erstattet af en naiv tro på ufoer, astrologi og new age. Wojtyla mente desuden, at den humanistiske tradition havde udviklet sig til en »overdreven rationalisme«, som lå til grund for det 20. århundredes totalitære politiske ideologier og medførte en mangel på etiske grænser for det videnskabelige og teknologiske fremskridt. Øverst på pavens liste over skadelige tankesystemer stod relativismen og nihilismen, der udelukker værdimæssige absolutter og mener, at det er meningsløst at tage endegyldig stilling til noget som helst, eftersom alt er flydende og forbigående. »Nihilismen er«, sagde paven, »ikke blot i strid med indholdet og kravene i Guds ord, den er først og fremmest en fornægtelse af menneskets identitet som menneske«. Respekt og popularitet Pavens direkte og til tider ligefrem humoristiske facon gjorde ham populær, og også ikketroende respekterede ham for hans personlige mod og for hans indsats for social retfærdighed og for menneskerettighederne. Men selv om han var afholdt som person, skabte hans kompromisløse konservatisme i teologiske, moralske og kirkepolitiske anliggender skarpe konflikter og splittelse i den katolske verden. Blandt stridspunkterne var pavens fastholdelse af præsternes cølibat og af forbuddet mod prævention og abort, hans manglende vilje til at give kvinderne en mere fremtrædende rolle i liturgien og kirkens liv, hans konsekvente og mangeårige fordømmelse af befrielsesteologien, hans modstand mod at demokratisere kirkens ledelse og hans hårde fremfærd mod alle tilløb til afvigelser fra Vatikanets fortolkning af den rette lære. Skammede sig ikke over skrøbelighed I de seneste år af Johannes Paul II's pontifikat hørte man ansete katolske kommentatorer sige, at paven burde overveje at trække sig tilbage, inden hans sygdomme svækkede ham så meget, at han ikke kunne udfylde sit embede. Men Karol Wojtyla valgte at blive på posten og at stille sin fysiske skrøbelighed, sin sygdom og sin smerte til skue med en mangel på blufærdighed, der stødte mange moderne mennesker, der efterhånden er vant til at fortrænge enhver tanke om forfald, lidelse og død. Helt i tråd med den optagethed af lidelsen og martyriet, som havde præget hans religiøse tænkning siden ungdommen, talte Johannes Paul II nu om sin egen smerte som et 'offer', og han vendte sin svaghed til en overraskende styrke ved at bære den som et kors og som symbol på den lidende menneskeheds smerte.