Hvorfor ikke give børn valgret? Det var temaet, da delstaten Sachsens borgerlige ministerpræsident Georg Milbradt talte til studenter ved universitetet i Leipzig. Milbradt (CDU) mener, at det tyske skattesystem og den offentlige forsorg tager alt for lidt hensyn til unge forældre. Denne familiefjendtlige indstilling bevirker, at der fødes for få børn i Tyskland. Det demografiske problem kan ikke løses alene ved indvandring, mener Milbradt. Indvandringen kan kun mildne problemerne. En stemme pr. barn Derfor foreslår han, at forældre skal have lov at stemme på vegne af deres børn. Milbradt vil give forældre en stemme for hvert af deres børn under 18 år. Det kalder han 'familievalgret'. Han mener, at en sådan reform vil tvinge politikerne til at gøre mere for unge, børnerige familier. Han har dog klogelig afholdt sig fra at præcisere, hvem af forældrene, der skal stemme på børnenes vegne. I strid med forfatningen Milbradts forslag er blevet mødt med sympati fra regeringspartneren SPD i landdagen i Dresden, mens oppositionspartierne, det postkommunistiske PDS, der står stærkt i Sachsen, det liberale FDP og De Grønne blankt afviser det, bl.a. med henvisning til, at det er i strid med forfatningen. PDS mener desuden, at det er en dum omvej til sociale forbedringer for de unge. Forslag om lavere valgretsalder Under alle omstændigheder har netop disse tre partier, PDS, FDP og De Grønne i Sachsen på linje med SF i Danmark foreslået, at man sænker valgretsalderen fra 18 til 16 år. Man skal dog næppe vente, at de sachsiske forslag foreløbig nyder fremme i forbundshovedstaden Berlin. Den østtyske delstat Sachsen har en befolkning på ca. 4,5 millioner.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























