Indonesere dør af små sår efter tsunami

»Noget af det, som gjorde mest indtryk på mig, var at se små mennesker bene rundt og hjælpe andre i et landskab, der ser ud til at have været igennem en kæmpeblender, der har hakket biler, huse, toiletter, møbler og mennesker op i et gigantisk pløre«, siger Dansk Røde Kors' generalsekretær, Jørgen Poulsen, der i går vendte hjem fra Aceh-provinsen på den indonesiske ø Sumatra, flodbølgens værst ramte område. »Det er et uendeligt hav af død og tragedie, men på havet ses mange små redningsbåde og -kranse. Nødhjælpen strømmer jo ind, men der er enorme problemer med at få den ud til de uvejsomme områder«. Afføring hober sig opFlere har jo advaret om, at hvis nødhjælpen ikke når hurtigt frem, kan dødsofrenes antal blive fordoblet til over 300.000?

»Jeg vil ikke nævne tal, men der er enorm fare for en katastrofe oven i katastrofen. Manglen på sanitet er en tikkende bombe. Alt sejler jo rundt i et pløre, som er det bedste klima for vandbårne sygdomme. Afføring hober sig op, hvor der ingen sanitet er. I Melabouh (en af de hårdest ramte byer i Aceh) er der kommet gang i et nødhospital, som japansk Røde Kors har skabt. Her behandles 300-500 mennesker om dagen. De amputerer i døgndrift lemmer af folk, som har været på vej til hjælp i dagevis med små sår og rifter, som der er gået koldbrand i. Folk med oprindeligt små sår dør mellem hænderne på dem. Og folk går jo rundt i bare fødder i søm og skruer. Det haster med stivkrampevaccinationer. Og i Banda Aceh så vi alt for mange kaste op på gaderne«. Men hvornår kan de samfund klare sig selv? Er der ikke fare for en overfordring i nødhjælp? »Røde Kors kan aldrig få for mange bidrag. I modsætning til mange andre hjælpeorganisationer er vi der jo før, under og efter en katastrofe. Vores langsigtede indsats vil jo primært gå ud på genopbygning af sundhedssystemer«. Advarer mod store lejre Når det gælder arbejdet for at gøre de ramte samfund selvhjulpne, advarer Jørgen Poulsen imod den indonesiske regerings planer om at samle flygtningene i store lejre. »Det indebærer en djævelsk risiko for at skabe klienter, at holde folk på nødhjælp. Det er en gammel visdom, at folk skal hjælpes tæt på deres eget miljø. Småhandlende må hjælpes til at åbne butikker. Børnene må hjælpes gennem et par timers undervisning hver dag i deres egne omgivelser«. Er der grund til at tro, at donorlande denne gang vil indfri løfterne i modsætning til efter tidligere store katastrofer?

»Det må vi tro på, men der er desværre ikke en international domstol, som kan straffe lande, der ikke holder løfter. Hvis verden for to år siden havde brugt halvdelen af det, som nu er lovet, til katastrofeforebyggelse, så havde vi ikke set de enorme dødstal efter tsunamien«. Og hvad med andre katastrofeområder som Afrika?

»Danida har lovet os, at det ikke berører udviklingsbistanden, så vi ikke i slutningen af året får at vide, at der ikke er penge til de fattigste i Afrika. Man kan kun håbe, at den store globale solidaritet i denne situation fremmer en større global vilje til at hjælpe«.